Folkeviser

Tovelille hun var den væneste Mø,

        — Vaare jeg saa væn, som Tovelille var! —

der nogen Tid fødtes paa Danmarks Ø.

Tovelille staar i hendes Faders Gaard,

der staa to Møer og børste hendes Haar.

Der staa to Møer og børste hendes Haar,

to andre de sætte hende Hovedguld paa.

To de sætte hende Hovedguld paa,

to andre de holde hende Spejlet for.

To Møer slaa over hende Skarlagenskind,

to andre de følge hende ud og ind.

Dankonning han stod og saa’ derpaa,

saa snarlig han til hende Godvilje faar.

Han sendte efter hende de Svende fem:

ikke vilde hun Tovelille følge dem.

Han sendte efter hende de Riddere ni:

ikke vilde hun Tovelille følge di.

Dankonning han lod sig ikke forsmaa:

selv lod han sin Ganger efter Tovelille gaa.

Selv kom han Dankonning med alle sine Mænd,

da maatte hun Tovelille følge dem.

Dankonning han klapper paa Hynde blaa:

»I kommer, stolt Tovelil, og hviler her paa!«

Alle rømmed de Ridder’ af Stuen saa brat,

stolt Tovelille sov hos Kongen om Nat.

Aarle om Morgen, det dagede,

sin Morgengave hun kravede.

»Jeg skal give dig Hovedguld rød,

Skarlagen smaa til alle dine Mø’r.«

Saa vred blev Tove for liden Gave:

hun vilde end mere af Kongen have.

»Stat op, liden Tove! og vær ej vred!

jeg giver dig Ribe og Ringsted.«

Saa vred blev Tove for liden Gave:

hun vilde end mere af Kongen have.

»Stat op, stolt Tovelil! bliv ej vred!

Lund i Skaane giver jeg dig med.«

Saa vred blev Tove for liden Gave:

hun vilde endda mere af Kongen have.

»Da skal jeg give dig gode Gave:

selve Dankonning, om du vilt hannem have.

Alle de Dage, mig vindes Liv,

du bliver, liden Tove! min Hjærtens Viv.«

»Haver Tak, Herre Konning, for rige Gave!

— Vaare jeg saa veen, som Tovelille var! —

det er den Løn, som jeg vil have.«

Konning Valdemar vilde sig kvæne,

        — Med Raade. —

han fæste hende Soffi hin væne.

Kong Valdemar lader sit Bryllup bo,

han lader sin Ganger med røde Guld sko.

Sender han Bud til Tove sin:

»Saa gjærne bedes jeg Tale din.«

Saa var hun Tovelille til Færden fus:

alle Nat klædte hun sig ved Kjærteljus.

Hun drog i sin Silkesærk,

var syv Jomfruer deres Sommers Værk.

Den Silkesærk hun først i drog,

en Skarlagens Kjortel hun over slog.

Hun gjorded sig med en Silkesnor,

satte røde Guldkrone over udslaget Haar.

Tovelille sattes til hviden Hest,

af alle Kvinder saa red hun bedst.

Med Sadel af Sølv og Bidsel af Guld,

saa spiller den Ganger saa frydefuld.

Tovelille hun kom til Borgeled,

Gunde Præst han stander dèr ude ved.

Tovelille taler til Gunde Præst;•

»Og haver han Valdemar Viv nu fæst?«

»Saa visselig haver han fæst sig Mø:

hende Soffia af Odensø.«

Dankonning heder paa Svende tvaa:

»I beder Fru Tove ind for mig gaa!«

Axler hun over sig Skarlagenskind,

saa ganger hun for Dankonning ind.

Dankonning klapper paa Hynde blaa:

»Du kom, liden Tove! hvil dig her paa!

Og hør du det nu, Tovelille fin!

hvor vel under du Soffi, Dronning min?«

»Saa vel vil jeg unde Dronningen din,

som hannem Kristoffer, kjær Sønnen min.

Gangeren graa vil jeg hende give,

og Dronningenavn, mens hun er i Live.«

Dankonning han heder paa Svende tvaa:

»I beder Dronning Soffi ind for mig gaa!«

»Hør du, Soffi, baade fager og fin!

hvor vel under du hende Tovelille min?«

»Saa vel under jeg din Tove,

som glubende Ulv i Skove.

End giver jeg hende de Gaarde tre:

brænde hun kveg for alle de!

Guldringe fem giver jeg hende vist:

        — Med Raade. —

brænde hun for dem baade her og hist!«

Det var om Valborgdag i Vaar,

        — Under Lide. —

der ganger Dans i Kong Valdemars Gaard.

Dèr ganger Dansen ude ved Aa,

dèr danse Dronning Soffis Jomfruer smaa.

Dèr danser saa mangt et Spejel klar,

dèr danser Fru Tovelil med udslaget Haar.

Dèr danse vel fire, dèr danse vel fem,

stolt var hun Tovelille, hun kvad for dem.

Dér danse vel otte, dèr danse vel ni,

stolt var hun Tovelille, hun kvad for di.

Dronningen ud ad Vinduet saa’,

dèr ser hun Tovelille i Dansen gaa.

Ser hun Tovelille i Dansen gaa,

hun lader Silke for Foden slaa.

»Og hør du, Tovelille, Lege min!

du tag op Silke for Foden din!«

»Og skal jeg i Dag en Dronning være,

jeg maa vel Silke under Foden træde.

Fuld ilde da maatte jeg Kongen love,

maatte jeg ikke Silke paa Jorden drage.«

»Du sig mig, Tovelille, Lege min!

og hvor fik Konningen Vilje din?«

»Fordi fik Konningen Vilje sin:

for hans Magt var mere end min.

Jeg var mig saa lidet et Barn,

der jeg stod i min Faders Gaard.

Jeg stod ude baade liden og væn,

Dankonning red frem med alle sine Mænd.

Han sendte efter mig de Svende fem:

ikke da vilde jeg følge dem.

Han sendte efter mig de Riddere ni:

og ikke da vilde jeg følge di.

Saa kom han selv Kongen med alle sine Mænd,

da maatte jeg Tovelille følge dem.«

»Du síg mig, Tovelille, Lege min!

hvad var da Morgengave din?«

»Han gav mig saa godt et Guldskrin,

slig et kom aldrig i Danmark ind.

Han gav mig Len, han gav mig Gods:

Ribe og Ringsted og Lund derhos.

End gav han mig dette Hovedguld,

han loved at være mig al Tid huld.

Siden bar jeg ofte saa blegen Kind:

alle hans Veje var ej efter mit Sind.«

Det svared Dronning Soffi udaf ret Harm:

»Alt var det nok for en Skjøgebarm.

Vil Herre Gud, at jeg leve maa,

halve mindre Gave da skalt du faa.«

Dronningen svøber sig Hoved i Skind,

hun ganger i Loft for Kong Valdemar ind.

»Hør det, min Herre! hvad jeg siger dig:

hvi haver du Tovelil kjærer’ end mig?«

»Fordi har jeg Tovelil i Hjærtet saa kjær:

hun fødte mig to Sønner, de ride mig saa nær.

Den ene er Kristofer, den anden er Knud,

de følge mig snart i Leding ud.

Første jeg rider gjennem Flensborg By,

Kristoffer skal føre mit Banner i Sky.

Og første jeg rider gjennem Holsterland,

Knudlille skal føre mit Banner i Hand.«

»Hør det, min Herre! hvad jeg beder dig:

maa Tovelille gaa i Badstue med mig?«

»Saa gjærne giver jeg mit Minde dertil,

        — Under Lide. —

alt om hun Tovelille selv saa vil.«

Det var om en hellig Juledag,

— Vaare jeg saa væn, som Tovelille var! —

stolt Tovelil vilde til Kirke gaa.

Men Tove var Konningens Frille.

Tovelil ganger ad Gaden fram,

baade Silke og røde Guld efter hende svam,

Dronningen taler til Jomfruer to:

»I beder Fru Tovelil ind til mig gaa!«

Tovelille slog over sig Skarlagenskind,

saa gaar hun i Loft for Dronningen ind.

Dronningen klapper paa Hynde blaa:

»Du kom, stolt Tovelil, og hvil her paa!

Konningen han haver lovet dig,

det du maatte gaa i Badstue med mig.«

»Og er det Konningens Vilje saa,

gjærne vil jeg med eder i Badstue gaa.«

Dronning Soffi paa Svende hedde:

»I lader brat Badstue rede!

I gjører den Badstue hed som Glød!

dèr skal hun Tovelille inde dø.«

Tovelille skulde i Badstuen indgaa,

selv stod Dronningen og saa’ derpaa.

Tovelille ind i Badstuen tren,

Dronningen lukker selv Døren igjen.

Saa var hun Dronningen haard i Sind:

selv skød hun Tovelille i Badstuen ind.

Der Tovelil ind i Badstuen kom,

da var der hverken Lud eller Vand.

Saa hede da vare de Stene,

hun brændtes til bare Bene.

»Her er ikke Vand, her er ikke Lud;

for al Guds Ære, I lader mig ud!«

Tovelille bad, de skulde Døren opslaa;

Dronningen bød dem gjøre Ild opaa.

Det maatte man høre saa langt ad Stræde,

hvor Tovelil monne i Badstuen græde.

Tovelille græd, og højt hun skreg;

det hørte Kristoffer, alt som han red.

Kristoffer til Badstuen rendte,

hans Moder der inde brændte.

Han stødte paa Døren med sit Ben,

alle de Nagler stunke hannem igjen.

Han stødte paa Døren med sin Fod,

han bar sin Moder af Badstuen ud.

Der Tovelille kom af Badstuen ud,

hun var som en Gaas, de stege om Jul.

Kristoffer bar sin Moder i Urtegaard,

dèr fik liden Tove en Død saa haard.

Med sorrigfuldt Hjærte og blegen Kind

Kristoffer han ganger for Dronningen ind.

»Her sidder I, Dronning, i Skarlagen rød!

hvi skulde min Moder i Badstuen dø?«

»Fordi lod jeg brænde Moder din,

alt for hun lokkede Herre min.«

Kristoffer slog Dronningen ved sin Kind,

det Blodet stank over Skarlagenskind.

»Lever jeg og min Broder Hr. Knud,

vi skulle dig drive af Danmark ud.«

»Vil Gud, at jeg og min Herre maa leve,

— Vaare jeg saa væn, som Tovelille var! —

baade hannem og dig skal vi af Landet drive.«

Det mælte Dankonning i Ridderskare:

        — Med Raade. —

»Hvi mon ikke Tovelil til Aftensang fare?«

Svared det Soffi, rød som Blod:

»Hun Tovelil er vorden badstuemod.

Din Tove er vorden saa trang for sit Bryst,

du hører ej mer hendes fagre Røst.

Din Tove er vorden saa trang for sin Barm,

hun sover ej mere udi din Arm.«

Dankonning han sortned som en Jord:

»Soffi! du drevst det onde Mord.

Vaare du Mand, som du est Kvinde,

nu skulde dit Liv have Ende.

Vaare du saa sandt Mand, som du est Viv,

i Badstuen skulde du lade dit Liv.

Det skal jeg, Soffi! saa lønne dig:

aldrig mer haver du Mand i mig.

Bedre var hun Tove med en eneste Ko,

end du, Soffi! med dine femten Bo.

Bedre var hun Tove i Natsærk sin,

end du, Soffi! med al Rigdom din.«

Saa tog han hende ved Axelskrud,

saa stødte han hende af Gaarden ud.

Leden var lang, og Gaden var trang,

        — Med Raade. —

selv gik Dankonning under Baarestang.