Folkeviser

Udi Danmark er kommet Konger tre,

        — Der Herre Knud lille blev vejen. —

saa megen Usemme hør maa fordi.

Kong Svend han lader et Gjæstebud gjøre,

saa mangen skjøn Helt lader Livet dere.

Han byder Hr. Valdemar og Hr. Knud,

dem følger saa mangen Ridder prud.

Kong Svend han heder paa Svende tvaa:

»I beder ham Detlev ind for mig gaal«

Ind kom han Detlev, han stedtes for Bord:

»Hvad ville I mig? Herre! hvi sendt’ I mig Ord?«

»Detlev! vilt du Knud lille veje,

syv Mark Guld giver jeg dig i Eje.

Og vilt du, Detlev! Valdemar slaa,

syv hundrede Gaarde da skalt du faa.«

»Saa dyre kjøber jeg ikke Guld saa rød,

at jeg ligger i Morgen paa Stejler død.

Ikke haver jeg eders Gods saa kjær,

at jeg vil en Forrædere vær’.«

»Detlev! vilt du tage Knud lille af Live,

liden Soffi, hans Søster, vil jeg dig give.«

»Hør I, Kong Svend! I holder eders Ord!

for hende liden Soffi driver jeg det Mord.

Silde om Aften, de Ridder sattes ind,

ingen maatte bære Sværd op under sit Skind.

Det mælte Hr. Sune, den haarde Hals:

»Detlev bær Sværd og Haanden falsk.«

Herre Kong Svend til Kronen løb,

han slukte ud Lyset med Kaabeskjød.

Detlev saa brat sit Sværd uddrog,

Knud lille han til Jorden hóg.

Nu ligger Knud lille, og hannem rinder Blod;

igjen lever Valdemar, af hellig Rod.

Hr. Valdemar lod sig ikke fortryde

ud af den Stenstuedør at bryde.

Den Stenstuedør den løb han fraa,

der monne vel tredive Drabanter fore staa.

Tredive Drabanter monnne fore staa,

han kom der fra, dog han blev saar.

Esbern Snare var Valdemars fuldtro Mand,

han førte Hr. Valdemar til Jylland.

Hr. Valdemar med sine Ædeling’

de ride saa ofte til Stævne og Ting.

De klage fast paa det ynkelig’ Mord,

Kong Svend han haver i Roskild gjort.

Kong Svend gjør Udbud saa strænge,

byder ud alle velbyrdige Svende.

Byder ud alle, der Hesten kan ride,

vil Hr. Valdemar af Landet drive.

Fordi vorde de Bønder hannem vrede,

de myrde hannem paa Gradehede.

Nu ligger Kong Svend, og han er Lig,

Valdemar er Konning over Danmarks Rig’.

Detlev han fik hverken Gods eller Mø:

        — Der Herre Knud lille blev vejen. —

paa Stejler og Hjul saa blev han død.