Hr. Peder og Hr. Esbern Snare
de druk’ Mjød i Middelfare.
Hun er sig med Æren og Dyden oprunden.
De drak Mjød, og de drak Vin,
de talte saa meget om liden Kirstin.
Den ene han hende lovede,
den anden hende forsmaa’de.
»Hvad vilt du med liden Kirstin gøre?
hun kan ikke sy eller Slyngen røre.
Hun kan hverken skære eller sy,
hun kan ikke gøre de Hovklæder af ny.«
Hr. Esbern han drager til Ribe,
den røde Skarlagen at købe.
Han købte Skarlagen og Sindal af ny
som liden Kirstin skulle baade skære og sy.
Liden Kirstin hun tager det Skarlagen under Skind,
hun ganger i Loftet fore Fostermoder sin.
»Min kære Fostermoder, kender mig Raad,
Hr. Esbern haver sendt mig det Skarlagen smaa.
Han haver sendt mig Skarlagen og Sindal af ny,
jeg skulde hans Hovklæder skære og sy.«
»Du læg det paa Tiljer,
du skær det i Roser og Liljer.«
Hun lagde det paa Tiljer,
hun skar det i Roser og Liljer.
Hun skar imellem hans Hærder
femten Ridder’ med dragne Sværd.
Hun skar i hans Bryste
en Ridder, en Jomfru kys’de.
Hun skar i hans Ærmekrans
femten Jomfruer i en Dans.
Hun skar i hans Sidesøm
Snekken for den stride Strøm.
»Nu er den Klædning baade syet og skaaren,
Gud give, at den var vel hjembaaren.«
Det mælte Hr. Esbern, der han de Klæder saa:
»Krist signe de Fingre, her lagde Vind paa.
Den Jomfrue hun faar ikke andet til Skræddergave
end mig selv, om hun lyster mig at have.«
»Haver Tak, skøn Ridder, alt for Eders Gave,
I er den Svend, min Jomfru vil have.«
Hun er sig med Æren og Dyden oprunden.