Folkeviser

Kongen og Strange de sad over Bord,

— Saa mangen forgyldene Fløj. —

de snakked saa mangt et Gammensord.

»Hør du, Strange! hvad jeg siger dig:

du skalt nu fæste Mø til mig.

Du skalt sejle til Bejerland,

dèr skalt du fæste mig Brud til Hand.«

Saa snar var Strange til Svare:

»Da kan jeg ikke ene fare.

Skal jeg nu for eder bejle,

ene kan jeg ikke sejle.«

»Tag du Hr. Limbæk af Agershus,

dertil Oluf Lykke, en Svend saa fus!

Tag du med dig hin rige Peder Glob,

med Mjød i Bolle og Vin i Stob!

Bispen af Sæland, en Mand saa from,

og saa Hr. Albert af Eskeholm.

Han kan sine Ord vel føje;

saa kanst du vel lade dig nøje.«

»Tolv Ridder’ lader end med mig være!

og tolv Sæt Klæder lader I mig skære!

Trøjerne skal være himmelblaa,

Kjortlerne alle af Silke smaa.

Ærmerne skal være af Ageruld,

og Kraverne alle af spundet Guld.«

Strange han ganger sig neder til Strand,

hannem fulgte Kong Valdemar med mangen Mand.

Silkesejl i forgyldene Raa,

saa sejled de til Bejerland i Maaneder tvaa.

De kaste deres Akker paa hviden Sand,

Strange han tren dèr først i Land.

Midt i Gaarde dèr axle de Skind,

saa gange de i Loft for Bejerkongen ind.

»Hel sidder I, Konning, over eders Bord!

Kongen af Danmark haver sendt eder Ord.

Han sender eder Ord og gode Gave:

han vil eders Datter til Dronning have.«

»Jeg haver ikke Datter foruden en:

hende giver jeg en rigere Svend.«

»Hvor vilde en rigere Svend I faa,

end som den Svend, al Danemark aa!

Min Herre han haver en Fiskedam,

den renter mer end alt Bejerkongens Land.

Min Herre han haver et Fiskedige:

det renter mer end alt Bejerkongens Rige.«

Bejerkonning raader med Dronning sin:

»Kongen af Danmark bedes Datter din.«

»Vil Kongen af Danmark vor Datter have,

vi give hannem hende med rige Gave!«

De klædte Jomfru Dagmar i røde Guld,

saa blev hun i Salen indfulgt.

»Hør I, Hr. Strange, en Ridder saa fin!

I leger Skaktavel med Datter min!«

De Tavel var af Guld hin rene,

han legte med den Jomfru alene.

»Siger mig, Hr. Strange! hvad jeg eder spør:

er Kongen af Danmark saa væn, som I er?«

Hr. Strange han ser sig op i Sky:

Han er langt væner’ end mine ti.«

Hr. Strange han ser sig op mod Sol:

»Han er fast skjønner’ end mine tolv.«

De droge Tavel af røde Guld:

Hr. Strange vandt den Jomfru i Kong Valdemars Vold.

Saa snart blev Silke paa Jorden bredt,

Dagmar hun blev til Stranden udledt.

Saa vunde de Sejl i forgyldene Raa,

saa sejled de til Danmark i Maaneder tvaa.

Dagmar hun kom dèr sejlend’ for Land,

Kong Valdemar render sin Ganger paa Sand.

»Siger mig, Strange! før jeg kommer i Land:

hvo er den skele Svend, der rider paa Sand?«

»Min naadige Frøken! I siger ikke saa!

det er den Herre, al Danmark aa.«

»Skam faa du, Strange, som du kanst lyve!

din Konge han haver ej uden ét Yve.«

»Min naadige Frøken! værer glad og fro!

I angrer aldrig, I gav ham eders Tro.«

Dankonning han tog hende i sin Favn,

gav Dagmar Guldkronen og Dronningenavn.

Dagmar hun kaste sine Handske mod Jord:

»Al Danemark vil jeg nu vorde god.

Men skal jeg Dronning i Danmark blive,

da skulle alle Fanger af Jærnet gives.

Skal jeg Dronning i Danmark være,

hverken fattig eller rig skal over mig kære.«

Før Dagmar tren paa det danske Land,

alle Fanger bleve løste af Band.

Saa drukke de Bryllup med Glæde og Ro,

— Saa mangen forgyldene Fløj. —

alle danske Mænd vare glade og fro.