Folkeviser

Dronning Dagmar ligger i Ribe syg,

til Ringsted lader hun sig vente;

alle de Fruer for sønden Aa

dem lader hun til sig hente.

»I henter mig fire! I henter mig fem!

I henter mig af de vise!

I henter mig hende liden Kirstin,

Hr. Karl hans Søster af Rise!«

Ind kom hun liden Kirstin,

hendes Haar de skinned som Guld:

hun kunde ikke Lys i Kronen se,

hendes Øjen vare taarefuld.

Liden Kirstin ind ad Døren tren

med Tugt og favre Somme:

Dronning Dagmar sidder hende op igjen,

saa vel fagned hun hendes Komme.

»Kanstu læse, og kanstu skrive,

og kanstu løse min Pine:

da skalt du slide rød Skarlagen

og ride graa Gangere mine.

Kanstu læse, og kanstu skrive

og løse mig af min Møde:

da skal Kongen af Danemark

give dig de Borge saa røde.«

»Kunde jeg læse, og kunde jeg skrive,

jeg gjorde det jo saa gjærne;

det vil jeg for Sandingen sige,

eders Pine er haarder’ end Jærne.«

Mælte det liden Kirstin,

satte sig for Dronningens Fod:

»Vaare her alle vise Mestere,

de raadte eder ikke Bod.«

Det var hende liden Kirstin,

tog Bogen og der udi saa’:

hjælpe Gud Fader i Himmerig!

eders Pine er haarder’ end Staal.«

Tog hun Sankte Mariæ Bog,

kun læste op alt det hun kunde;

men det vil jeg for Sandingen sige,

saa saare hendes Øjen de runde.

De fulgte hende ud, de fulgte hende ind,

det lidde jo længer jo værre:

»Imeden det kan ikke bedre vorde,

I sender Bud efter min Herre!

Imeden det kan ikke bedre vorde,

I sender Bud efter min Herre!

I sender Bud til Gurreborg!

I finde hannern ikke førre.«

Det da var den liden Smaadreng,

han lod ikke længe forlide:

han rykte Sadel af Bjælken neder,

han lagde’n paa Ørs hin hvide.

Han red Nætter og han red Dage,

som Gud gav hannem til Naade:

det var stort Under, at Hest og Mand

de styrte ikke døde baade.

Kongen han stander paa Højeloftsbro,

og ser han ud saa vide:

»Hisset ser jeg Dagmars liden Smaadreng,

saa sørgelig monne han kvide.

Hisset ser jeg Dagmars liden Smaadreng,

saa sørgelig monne han traa:

raade Gud Fader i Himmerig,

alt hvor hun Dagmar maa!«

Ind da kom den liden Smaadreng,

og stedtes han for Bord:

han var snild i Tunge sin,

han kunde vel føje sin Ord.

»Hel sidder I, Danerkongen!

I lege Guldtavel over Bord:

Dronning Dagmar haver mig til eder sendt,

I vider hende snarlig Ord!

Dronning Dagmar haver mig til eder sendt,

i Ribe ligger hun syg:

og det vil jeg for Sandingen sige,

hun ræddes alt for sit Liv.«

Dankonning slog det Tavelbord sammen,

at alle de Guldtavel de sung’:

»Forbyde det Gud Fader i Himmerig,

at Dagmar skulde dø saa ung!«

De ledte ud de Gangere graa,

lagde paa forgyldene Mile:

end rede de til Roskild By,

før end de toge dennem Hvile.

Der Kongen han red af Gurreborg,

hannem fulgte vel hundred Mænd;

men der han kom til Ringsted,

hannem fulgte ikkun Dagmars Dreng.

Der Kongen red ud af Gurreborg,

hannem fulgte vel hundrede Svende;

men før han red over Riberbro,

da var han Mand alene.

Der var stor Ynk i Fruerstue,

der alle de Fruer græde:

Dronning Dagmar døde i liden Kirstins Arm,

der Kongen red op ad Stræde.

Dankonning rider ad Ribergade,

han hørte de Klokker ringe:

»Raade nu Gud for Dagmar dyre!

mig tykkes, mit Hjærte vil springe.«

Konningen ind ad Døren tren,

han saa’ de Ligbaarer dèr stande:

»Herre Gud Fader i Himmerig

da bedre mig denne Vande!«

»Hører I, Danerkonning!

I maa hverken sørge eller kvide:

I have fanget en Søn i Dag,

er skaaren af Dagmars Side.«

»Jeg beder eder, Fruer og gode Møer!

jeg beder eder hver og alle:

I beder en Bøn for mig i Dag,

at Dagmar maatte med mig tale!

Jeg beder eder alle, Fruer og Møer

og saa hver gode Terne:

I beder den Bøn for mig i Dag!

jeg taled med Dagmar saa gjærne.«

Saa fulde de alle paa deres Knæ,

saa mange som dèr vare inde:

de bade til Gud og Jomfru Maria,

han maatte hende levende finde.

Dronning Dagmar sattes paa Baaren op,

hendes Øjen vare blodig’ og røde:

»O ve! o vel min ædelig Herre!

hvi gjorde I mig den Møde?

Her tør ingen Mand ræddes for mig,

dog jeg er i Kinder bleg: .

jeg haver mig til Skrifte været,

og i fuld haard en Leg.

Ikke vilde jeg i Pinen have været

i denne samme Nat:

havde jeg ikke mine Ærmer om Søndag snørt,

og ikke Striger paa sat.

Den første Bøn, der jeg eder beder,

den vider I mig saa gjærne!

alle fredløse Mænd dem giver I Fred!

og lader alle Fanger af Jærne!

Den anden Bøn, der jeg eder beder,

den kommer eder selv til Fromme:

I lover ikke hende Bengerd!

hun er saa besk en Blomme.

Den tredje Bøn, der jeg eder beder,

den beder jeg for eders Ære:

I lader ikke Knud, vor yngste Søn,

Konning i Danmark være!

Lader I Knud, vor yngste Søn,

Konning i Danmark blive:

da skal Bengerd en anden føde,

og den skal min fordrive.«

Dronning Dagmar sig over Øjen strøg,

hendes Kinder gjordes meget hvide:

»Nu gange Himmerigs Klokker for mig,

jeg maa ikke længer bide.

Lever I vel, min ædelig Herre!

jeg maa ikke længer dvæle:

dèr sidde Guds Engle i Himmerig,

mig længes hen til de Sjæle.«