„Det lille Danmark”
Fragmenter af første Akt af et ufuldendt dramatisk Digt.
Fragmenter af første Akt af et ufuldendt dramatisk Digt.
I
Jeg tænker, det hævner sig selv engang,
hvad nu saa fagert lød.
(Valdemar har, for at styrke sin Magt, gennem Sune bejlet til Soffia, Knuds Søster. Mens Sune er borte, har Valdemar set Tove. Ked, som han er, af den evige Kamp for at vinde frem, vil han ikke føle sig bundet ved sit første Løfte. Sune forlader ham. Soffia hører herom, der fortælles om Grunden. Hun og Valdemar mødes).
Soffia
Man bar for mig en Kære
mod Eder fra en Mø.
Valdemar
Frit kan I frem den bære,
Frøken af Odinsø!
Soffia
Men Bod saa skal I give,
er hendes Klage sand.
Valdemar
Har jeg den Mø fortørnet
som Konge eller Mand?
Soffia
Som den, der vil det vide,
Valdemar, i Løn.
Valdemar
Saa sig til hende fra mig:
at bøde er min Bøn.
Soffia
Jeg ved, at alt en Støtte
hun fandt sig i Kong Knud.
Valdemar
Ved ingen bedre kunde
den Herre sendt mig Bud.
Soffia
(ser vist paa ham — efter en Stunds Betænkning)
Og hvis det er mig selv, som
paa Eder kære vil?
Valdemar
Da faar I selv mig dømme,
som Eders Hu er til.
(Pavse)
Soffia
Hvi rejser gamle Sune?
Valdemar
Fordi han vil det saa!
Soffia
Han selv?
Valdemar
End er der ingen,
jeg stoler mere paa.
Soffia
Har han da tabt for Eder?
Valdemar
Selv han bedst det ved.
Soffia
Han har min Broder gæstet.
Valdemar
Det var for mig, han red.
Soffia
Dg nu vil han ej blive
og tjene Eder tro?
Valdemar
Jeg mener, som vi maatte,
vi håndled begge to.
Sune har gjort, som hans Herre bød.
Skylden maa selv jeg bære,
og hvi hans Rejse jeg fortrød,
jeg skal Eder gerne lære.
Det Danmark staar min Hu nu til,
som intet Sværd kan vinde,
som kun kan tages, hvis det vil,
som styres af en Kvinde.
Det Danmark svulmer morgenfro
med Dugg i grønne Dale.
Jeg vaktes af min Dæmringsro
ved Sus i Morgensvale.
De bares fra dets Strand og Næs
og bølged over Vove,
de dufter af dets grønne Græs
og hvisker om dets Skove.
Det lille Land i Havets Skød
har gjort min Tanke fager —
det staar med foraarsfrodig
Lød og lokker mig og drager.
Der fløj en Fugl derfra til mig
og prøvede sin Stemme
og sang, hvad for jeg kendte ej,
og lod, som den var hjemme.
Jeg kan ej se min egen Kind —
den varmer mine Hænder.
Jeg kender ej igen mit Sind,
der glemmer, hvad jeg kender.
Det er mig, hvis jeg lytter ej,
som skal jeg alt forspilde.
Jeg kaldes ad en ukendt Vej
til Landet, til det lille ...
Vil Tove mod mig tage
og lade mig hos sig bo,
aldrig jeg vender tilbage
fra Landet det morgenfro.
Soffia
Havde I en Ven, saa tro som gild,
han vilde hjem Jer nøde —
og havde I en Ven, der var Eder mild,
han lagde det Rige øde
med Ild.
II
Blomsterne falder i Abildgaard,
de kommer og svinder i Vaaren.
Hvad Frugt vil de give, naar Høst vi faar?
Dejligt er her i vaaren.
(Kongen har sendt Esbern Snare med 8 Riddere hen for at bejle til Tove, men har faaet Afslag).
(Ved Toves Hjem, Abildgaard, Aften).
Første Terne
(kommer fra Borgen, kalder)
Tove! Tovelille!
(lytter)
Hvor kan hun være?
Gemmer du dig? Kom frem!
Anden Terne
(kommer stakaandet løbende).
Første
Hvad er der paa Færde?
Hvor har I været saa længe?
Det er jo Sengetide.
Hvor har du gjort af Tove?
Anden
Aa, du skulde bare vide ...!
Det var ikke godt med Tove at gaa,
jeg titted og jeg keg.
Hendes Øje drev af Taarer,
af Harme var Munden bleg.
Jeg sagde: Jomfru Tove!
du skulde Kongen tro.
Hun svared: Maatte ham træde ned
hans egne Hestes Sko.
Jeg spurgte: Kan da ikke
en anden hans Ærind gaa?
Jeg kunde se, hun tænkte:
Det kan du ej forstaa.
Vi gik til Lundepynten
ned ad vor egen Sti.
Jeg vilde se fra Gærdet,
om nogen kom forbi.
Men da vi did var naaet,
kom Kongen gaaende der.
Tove stod stille,
jeg turde knap trække mit Vejr.
Første
Hvad sagde han?
Anden
Jomfru Tove!
— det er hans egne Ord —
Jeg ved, hvad I har svaret,
men trods jert Svar jeg tror.
Jeg talte af mit Hjærte
igennem en andens Mund.
Nu siger jeg selv det samme
i denne tavse Stund.
Vil I mig Haanden give,
og Eders Vilje god?
Første
Hvad svared hun?
Anden
Hun svared
bag Gærdet, hvor hun stod:
Jeg siger Jer det samme,
jeg sagde før, igen.
Og hvem vil I vel sende
som tredje Mand herhen?
Jeg kan slet ingen sende
— det er hans egne Ord —
Der kun ringe Svende
paa Gaarden, hvor jeg bor.
Jeg gav de store Orlov,
da de om Orlov bad.
Jeg var dem ej til Vilje,
og det har skilt os ad.
Jeg sagde: Før for Eder
jeg virket har til Gavn.
Nu tør jeg ikke længer,
ti stilles maa mit Savn.
Jeg haaber, andre Herrer
med Kongemod I faar. —
Giv mig din Haand, ti ene
jeg venter, hvor jeg staar.
Tovelille ud over Gærdet sprang
og rev i sit Skørt en Flænge.
Jeg saa, om Valdemars Hals hun hang.
Han kyssed hende længe.
Første
Men Gubben er vred. Naar bare
det Kys var snart forbi.
Anden
De gik sig ind i Skoven,
og Skoven lukked sig i.
(Sekunderne gaar).
Første
Blot hun dog vilde komme nu!
Anden
Jeg tør ej kalde. Tør du?
Første
(højt)
Tove!
Anden
(svagt)
Tovelille!
Første
(højt)
Kom! Det driver med Dugg.
Anden
Alting er ganske stille.
Tove
(i Baggrunden, let, springende, dukkende bag Træerne)
Kuk-kuk! Kuk-kuk!