I
Ud.
I Gaarden var Græs, Buskadset var Krat,
min Fa’r havde hvide Haar;
man sagde, han fik dem en Uvejrsnat,
da Lykken rømte af Gaard.
Hans Ryg var kroget som gamle Mænds,
han støttede slet sit Skæg;
hans fordums Jord var hans rige Vens.
Af Hunger brølte hans Kvæg.
Af Hunger vrinsked det gamle Øg,
som liden Smaapilt jeg red.
Jeg løb til Stalden og Manken strøg,
stak Haanden i Krybben ned.
Da skyndte jeg mig til min Fader hen:
„I hans Krybbe er ikke et Straa.”
Han sagde: „Før Lykken kommer igen,
kan ej Hø, kan ej Havre vi faa.”
Saa tænkte jeg ud af mit unge Vid:
„Drog Lykken selv sin Vej,
kommer hun sagtens ej atter hid,
henter jeg hjem hende ej.”
Jeg ledte det gamle Øg af Baas
og lagde et Dækken derpaa.
„Nu ville vi styre mod Lykken vor Kaas,
er end Skridtene stive og smaa.”
II
Ude.
Jeg red mig ud ad vilden Sti
og spurgte om Lykkens Færd.
Nogle var længst hun kommen forbi,
nogle mente, hun endnu var nær.
Saa var det engang i et fremmed Land,
jeg sad i en ringe Kro.
Spurgte jeg der en rejselig Mand:
„Ved du ikke, hvor Lykken kan bo?”
„Lykken”, han svared, med Smil om Mund,
som Smærten kæmped i,
„Lykkens Hus er et Blændværk kun,
som helst man skal drage forbi.”
„Rømt hun er fra min Faders Gaard,
har ranet vort Gods og vort Guld,
og bringer jeg hende ej hjem i Aar,
lægger Hunger os alle i Muld.
Og hjem jeg haver langt flere Mil,
end Dage der er i et Aar.
Haardt trænger det gamle Øg til Hvil,
saa langsomt det Vejene gaar.”
Jeg bød farvel til den fremmede Mand,
underligt paa mig han saa.
Der fløj et Smil fra hans hvide Tand.
Jeg kunde det ej forstaa.
III
Hjemme.
Jeg tænkte, at hun havde Krone af Guld
og Demantstene i Haar
og havde to Øjne som sorten Muld
og varede Livets Aar.
Hun kom mig i Møde en frydelig Stund
og gemte sig ind i mit Bryst.
Man mærkede det paa min fløjtende Mund
og paa min venlige Røst.
Var Øjnene sorte? Det var, naar de saa,
som naar Sol gennem Legemet gaar.
Og Krone? Hun havde ej Krone paa,
men bare sit eget Haar.
Atter hun gik, og jeg ved ej hvorhen,
kun fulgte hun ikke med mig;
for nu er jeg kommen tilbage igen,
og her jeg ser hende ej.
I Gaarden er Græs, Buskadset er Krat,
min Fader gangen til Hvil,
og mig har Lykken derude forladt;
jeg husker den fremmedes Smil.
Men dog var det smukt, men dog var det smukt
den Stund med hende jeg for.
Vel vokse de Tider med bitter Frugt,
men op af søden Jord.