Kalliope
→
Digtere
→
Olaf Hansen
→
Førstelinjer
Olaf Hansen
(1870–1932)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
A
Aftenen lægger sig skyggende
Aglaja, du med disse Drengebryster
Alle Ferskenens Blomster hang
Atter staar Skyggernes Mistel grøn
B
Bjørn Basse Hansen var skabt af Gud ved hvad
Blandt alle dem i den stolte Rad
Bylder slaa den unge Kvinde
D
Da vi først os mod hinanden vendte
Dagen, den har sin Trang, og Aftenen har sin
De dybe Bølger blaaner
De gamle Breve med blegede Træk
De havde kun hende, saa døde sgu hun
Den gamle Have grønnes
Den hele Himmel er en Glød
Den høje Stjærne paa Himlen staar
Den krumme Maane staar nyfødt-blank
Den unge Kvinde kyssede Catull
Der er de smaa Eroter
Der falder Aftenskygger paa mit Sind
Der fløj et Rygte indtil Rigets Grænse
Der gives i Sjælen Gemmer
Der sagdes, at Bjarne
Der sluktes en Lygte
Der stivned en Stjærne, som stirred herned
Der svømmer sorte Baade over Floden
Der var en lille Pige
Der var en Tid, der vakte
Der var en Ø i viden Sø
Det er en Stund i Verdens første Vaar
Det er Morgnens rene Time
Det er Solskin i Dag, som det var det i Gaar
Det er saa ren og klar en Aftenluft
Det klarede nys, men det mulner igen
Det lider alt mod Aften. Du Sommerdag, farvel!
Det lod, som var Solskinnets Timer talt
Det skørner slemt i det skæve Hus
Det store Rosentræ er sprunget ud
Det var en mørk Augustmat
Dette Sted, der var ham kendt som Hjemmet
Du drak saa frit i den grønne Skov
Du lysende Maane, du lyser saa langt
Du, min Længsels, mine Kvalers
Du store By, hvor jeg i mange Aar
E
Einar sidder paa Orkenø
En Sang for trætte Hjærner
En Tak — for Deres Digt især
Er det rigtigt? Du er Dommer!
Er Du endnu hos den Mester
F
Foruden Dvælen
Foraarsbløder! Bondejord!
Frem paa sin abildgraa, sin store Skimmel
G
God Morgen! Det er, som der venter mig en
Gods og Personer
H
Han kendes, den Herre, for hvem man vil feste
Han ser sin Længsels Gud, den gamle Mand
Har kastet mer end Perler nok for Svin
Hist bag de yderste Stjærner
Husker du de hvide Veje
Hvis nogen skulde spørge, Barn og Bog
I
I Fyrreskyggen paa et Fjæld paa Vagt
I Gaarden var Græs, Buskadset var Krat
I Morgnens Stund — en Morgen selv hun gaar
J
Jeg bøjer imod Væggen tæt
Jeg drømmer, at sikkert i Havnen ind
Jeg er i mit eget Rige
Jeg frygter dem, de Sting
Jeg har ingen Gaard, men jeg fik mit Felt
Jeg husker, man sagde, hvor Hylden gror
Jeg husker, som det var igaar
Jeg længtes mod Kvældens Brise
Jeg løftes i Vejret, jeg flyver — hvorhen?
Jeg møder ham endnu en enkelt Gang
Jeg rimer saa smaat, mens jeg ruller afsted
Jeg savner Sangens Flugt i disse Ord
Jeg sidder og ser paa et Torv og en Post
Jeg sov, og jeg syntes, at Muren var stærk
Jeg standses af en Gran, der faldt omkuld
Jeg staar igen ved Vindvet
Jeg staar og ser paa Maskerne, jeg bar
Jeg træder, Vejen støver
Jeg aabner mit Vindu
Jæ har sovet for længe til Maaren i Dav
K
Kun tøvende og kun en enkelt, sjælden Gang
M
Man bar for mig en Kære
Man siger mig, hun har været her
Mens Byens Ruder blinkede
Mens Tordenen ruller og Regnen strømmer
Min Kunst er det Arbejd, jeg virker med Liste
N
Nu er der baade mørkt og lyst i Lunden
Nu er det, som Klokkerne klage
Nu flammer de røde Svampe
Nu flammer Himlen atter herligt op
Nu hil dig, Sanger i det høje Nord!
Nytaarskrudtet har knaldet, det lakker imod St. Knud
Naar Fløjten igen skal bryde
O
Om Kongens Mund der laa et Smil og drømte
Omme bag Broens Sluser, langs Stien og længere ud
R
Ræk mig en Dvaledrik, du dunkle Nat!
S
Se det skønne, skønne Bjærg
Selv hun har den dannet
Simon Peter, Simon Peter
Sjældent kun han Livet priste
Skal Du holde Paaskehøjtid
Stum Sorgen sad i Seerlæbens Viger
Søn, Du lider
Søn, hvor Du er bleven gammel
Saa fik paany en fejende
Saa kom jeg hid paany — nu rødmer Rønnen
Saa vaagned min Kvide, imedens jeg sov
Saafremt du læste dette, Far
T
Tovet løsnes og Baaden gaar
Trælholm og Barnholm
Tung Vreden hang — og mørk — paa Kongens Pande
U
Ude i Fjorden
Ugen gennem ebbed Kraften
Uro i Blodet
V
Ved Aakandesøen laa jeg
Velkommen paa Foraarets svangre Jord
Vi gik ad smalle, gasbelyste Gader