Jeg savner Sangens Flugt i disse Ord,
som ordner sig i Fjorten linjers Rækker.
Stemningen sine sarte Vinger strækker,
men kommer ikke op, hvor før den for.
Det er, som var den bundet til en Snor,
hvori usynligfaste Hænder trækker —
Mod Højderne dens Drift den atter ægger,
den gamle Drift, som endnu i den bor.
Jeg skærer Snoren over — Var der ingen?
Saa ligger Skaden vel et Sted i Vingen —
stækkede er de lange, favre Fjer.
Skal ikke øge Smerten ved at klage.
Der gror vel Sving af det, der er tilbage.
Vi stiger atter opad, naar det sker.