Nu er der baade mørkt og lyst i Lunden,
for Skyggerne er splittede af Skær.
Det lyser fra det lille, mørke Kær,
og der er Striber i Guldstjærnebunden.
Saa er da Trolddomstidens Nat oprunden
med Skønhedssyner og med Elverfærd.
Det glimter mellem Kroner fjærnt og nær —
saa veg en Kæde er der om mig vunden.
Jeg føler, ingen Kraft kan faa mig fri.
Saasnart jeg tror, at nu er alt forbi,
begynder straks det samme Trylleri.
Og synger Suset ogsaa Morgnen ind,
saa dør dog ej din Magt, du hvide Skin!
Du kogler ud i Dybet af mit Sind.