Olaf Hansen (1870–1932)

Hansen, Olaf Jonas, 1870—1932, Forfatter. F. 28. Dec. 1870 i Nakskov, d. 9. Dec. 1932 i Aarhus, Urne paa Vestre Kgd. sst. Forældre: Brygger Peter H. (1846—1902) og Rasmine Olsen (1842—1925). Gift 16. Dec. 1906 i Aalborg med Nanna Johanne Meyer, f. 3. Marts 1884 i Kbh. (Helligg.) (gift 2 1934 med Lærer Orla Carl Valdemar Berg Nielsen, f. 1903), D. af Grosserer Rudolph Herman Meyer Haagendal (Navneforandring 1909) (1858—1934) og Betty Nathalie Mathilde Schmidt (f. 1862).

H. blev Student 1888 fra Døckers Kursus og cand. mag. 1894 med Dansk som Hovedfag. Han var derefter Lærer i Dansk ved københavnske Skoler og fra 1906 til sin Død ansat ved Aarhus Katedralskole (Lektor 1919), hvor han blev en af Eleverne stærkt paaskønnet Lærer, der har givet mangfoldige unge en Sans for Poesien, som de har bevaret og uddybet op gennem Aarene. Som Forfatter debuterede han 1897 med »Digte«, og i de følgende femten Aar kom Digtsamlingerne »Tre Folkeviser« (1899), »Undervejs« (1902), »Tværveje« (1904), »Nye Digte« (1907), »Mens Sommeren lider« (1912), 1918 en Antologi af disse Samlinger, »Fra Løvspring til Løvfald«. 1912 udkom Dramaet »Rhinlandets Drot«, 1914 »I Rungsted Kro« (med Billeder af Johs. Ewalds Liv), der blev opført baade paa Det kgl. Teater og i Aarhus og havde Succes begge Steder. 1916 opførtes Eventyrspillet »Tornerose« i Aarhus. H. har endvidere udgivet de to kyndige Bøger »Nyislandsk Lyrik« (1901) og »Islandsk Renæssance« (1907) samt leveret Oversættelser af den ældre Edda og nyere islandsk Poesi. — Den bedste af H.s Digtsamlinger er utvivlsomt »Tværveje«. Den viser med hvilken Finhed og Ømhed han behandler det danske Sprog, hvor han forstaar at faa dets Rytme til at nynne, mumle og bæve. Han skyede alle Arter af Retorik og Deklamation, hans Maal var at levere et sanddru Billede af det sarte og det uanselige, det hjertegribende i den danske Natur og samtidig give et lige saa oprigtigt Billede af det hemmeligste og mest personlige i hans eget indre Væsen. Musikken har i hans bedste Digte en egen krystalklar og løndomsfuld Klang, der kærtegner vort Øre og gennem det naar langt ind i vor Sjæl. Han forstaar paa en egen instinktiv Vis, men altid i en behersket Form, at forene det varige: den danske Natur, af hvis Skød Slægt efter Slægt dukker op for atter at forsvinde, med dette flygtige, som en enkelt Menneskesjæl er. Men H., der hyppigst anslog den dæmpede, næsten hviskende Tone, et Udtryk for det i dyb Betragtning eller Erindring hensunkne Menneskes Væsen, han kunde ogsaa, af og til, i stærkt inspirerede Digte hæve sig til en Patos af en egen mørk, mandig og besværgende Karakter.