Det store Rosentræ er sprunget ud
og hilses tavst af Havens Hundredtusind,
der langsomt vaagner, medens Vindens Susen
strør Dugg i Glimt fra atter friske Skud.
Der drysses hvidt paa Plænens grønne Skrud,
og Bien brummer, ør af Blomsterrusen —’
Jeg synes, jeg kan høre Blodets Brusen
i Sommerfugl og Sommerfuglebrud.
Det vrimler for min Fod med muntre Myrer,
og sikkert hjem mod Reden Svalen styrer,
og langsomt, langsomt, gaar den hvide Sky.
Jeg drømmer hver en Nat i disse Nætter
om Byg, der bruser paa de vide Sletter,
og vaagner til et varmt og tidligt Gry.