Saa kom jeg hid paany — nu rødmer Rønnen,
og der er bart og brunt i Lundens Krat.
Men sine sorte Bær har Hylden sat,
og gyldent vugger Løvet ned fra Lønnen.
Langmodige Natur, skænk atter Sønnen
en Sangerandel i din Løvfaldsskat!
Varm paa en væltet Plov jeg har mig
og hører Havets nære, tunge Stønnen.
Alt sygner under sikre Tegn paa Ælde
jeg mærker mest de dybe Drag af Vælde
og takker dig med høstligmættet Sind.
Og Vinden gaar at flytte Skyens Bjærge,
og alle Mennesker mig synes Dværge —
Hver Gren i Skoven bruser Højtid ind.