Jeg standses af en Gran, der faldt omkuld,
da Nattens Storme brød sig nye Baner.
Saa svinger Vejen mellem andre Graner —
af hvide Sværme hver en Kvist er fuld.
Det er, som har her aldrig været Muld —
den store Stilhed om den sidste maner,
og Dagen sover ind til sine Aner,
men op af Driver rager Busk og Bul.
Og over Marken danser Sne og Vind
i Morgenmørke og i Maaneskin,
og Isen skurer langs de hvide Strande.
Jeg hilser ud fra Højens nøgne Top.
Der trækker atter tunge Skyer op,
og store Fnug der falder paa min Pande.