Du lysende Maane, du lyser saa langt
over Stier, hvor fordum jeg vandred!
Du slørende Maane, du slører saa mangt,
at intet mig synes forandret!’
Det glimter af gulnende Sæd paa Vang,
og Dampene stiger i Vejret —
og det, som er, og som var en Gang,
hilses derude i Skæret.
Jeg lytter til Mindernes Trolddomssprog
og maner det gamle og døde —
Det er, som jeg her i det buldrende Tog
flyver mig selv i Møde.