Den unge Kvinde kyssede Catull,
stenkolde var hans Læbers Marmorbuer,
men Sødme pressed han af Sangens Druer
og læsked sene Slægters unge Kuld.
Der vokser ogsaa Toner op af Tuer.
Jeg ved en Viv, som længst blev lagt i Muld;
mig, men min Sang langt mere, var hun huld —
jeg ser igen de høje, lyse Stuer.
Kom jeg der kun en enkelt Gang som Gæst,
gaar dette Syn dog end mit Minde næst,
og Sorgens Stjærne straaler over Stedet.
Du lever for mig i min fjærne Sang.
Jeg bringer dig en Krans endnu en Gang,
en Asterskrans, som Dugg i Nat har vædet.