Det er en Stund i Verdens første Vaar —
der ligger Regnbuglans om alle Lider,
og fra hinanden Havets Bølger glider,
og ind de over alle Strande slaar.
Hun dukker op. Det svære, skilte Haar
hun skønt og langsomt i en Knude vrider —
og Vandet strømmer til fra alle Sider,
men op mod Himlens Højder let hun gaar.
Hun hører Sus i Skov og Brus i Flod,
og Luften er saa ru, at Foden saares —
der drypper Purpurdraaber fra dens Hud.
Hun ser mod Havets Dyb, som hun forlod,
og hendes Øje ler, mens Vippen taares,
og alle bly Violer springer ud.