Blandt alle dem i den stolte Rad,
der løfted Norge med Sagn og Kvad,
fra Øjvind og dem, der om Harald sad,
er der dog ingen som Drotten,
Sangdrotten paa Aulestad.
Han vandrede ud som en Genfærds-Gæst,
fra den Gang Skjalden gik Kongen næst.
Naar Luren kaldte til Kampens Fest,
var han baade Høvding og Sanger —
han var Sanger og Høvding og Præst.
Med Mod for ti og med Kraft for to
han brød sig Vej, naar han sang sin Tro —
han dannede Svælg og han byggede Bro;
han saaede Sæd i Vange,
og i Vange skal Sæden gro.
Og dog blev ingen saa veg som han,
naar Øjet stirred mod Bjærgets Rand —
og han kendte alt Savn mod den store Strand:
Did drog jo Arnljot og Vikar,
ung Vikar af Tiundaland.
Han rejste et Hjem i sit stolte Nord,
men vidt over Verden hans Øjne for —
og han lyned som selveste Auka-Thor
mod dem, der lod andre lide —
hver lidende var ham en Bror.
Og »kastes der Høj over Heltens Ben«,
da rejses ham mangen en Bautasten,
og Saga griber sin Rune-Pren:
Nu overskares en Guldtraad,
Guldtraaden paa Nornens Ten.