Den krumme Maane staar nyfødt-blank,
og ildfuldt Stjærnerne tindre;
men træt et Hoved mod Puden sank —
en Mand har Danmark mindre.
En tidlig Dag i den unge Vaar,
da det grønnedes gennem det brune
og Solen sang om et Helsens-Aar,
ramte ham Dødens Rune.
Han var af et Malm af den sjældne Slags,
ingen falsk Forgyldning ham smykked,
og den, der saa ham, holdt af ham straks —
der var Tro i hans Haand, naar den trykked.
Som Kunstner og Mand gik han ind til en Plads,
hvor alting først skulde blive —
og da Sandet randt ud i hans Timeglas,
da var der en Saga at skrive.
Med Nybyggernæve tog fast han fat,
mens Haabet i Kronerne brused,
og ryddede Rum mellem Tjørn og Krat
og rammed en Grund til Huset.
Var Vilje nok til at værne den Krans,
man selv til sit Gravsted binder,
da holdt vel kun faa sig saa længe som hans —
Den blev dugget paa store Tinder.
Den flygtigste Kunst paa den fødende Jord,
den der danser paa Scenens Planker,
kan sætte et uudsletteligt Spor
og vække de fejreste Tanker.
Dem vilde han tømre et Ly, men fandt
kun faa, som ledte derefter.
Tiden fordrede Gøgl og Tant,
og Sygdom tæred hans Kræfter.
Hans ærlige Smil og hans prude Sind
blev mørknet af tunge Dage.
Med usvækket Vilje og gulnet Kind
han stred mod Sotens Drage.
Men da Vinteren veg for den unge Vaar
og det grønnedes gennem det brune,
medens Solen sang om et Helsens-Aar,
ramte ham Dødens Rune.
En Arbejdets Kæmpe, en Lederaand,
der var tro mod sig selv til det sidste!
Jeg lægger med tung og vemodig Haand
min Efeukrans paa hans Kiste.