I.
Hist bag de yderste Stjærner,
hvis Smil dit Øje ser,
ligger der Verdensfjærner,
til hvem de ogsaa ler.
Sfærernes Straaler glider
i andre Sfærer ind
og synker til alle Sider
i Lysvældsbølgers Skin.
Fra Kilder i dybe Kloder,
som Ir, som Rust, som Rav,
stiger de Straalefloder,
der blandes i Lysets Hav.
Hver Stjærne er dybt begravet
— over og under et Hvælv.
Kilderne springer i Havet —
Lyset fornyr sig selv.
II.
Men hvor de bor og bygger,
som venter paa Tankedræt,
kastes der Kæmpeskygger
fra Kloderne ud, som Net.
Dybt søger de tætte Traade,
men Held har de aldrig haft —
de fanger kun Lysets Gaade,
ikke dets Klarheds Kraft.
Den gemmer sig over og under,
den gemmer sig udenfor —
dybt i sig selv den bunder,
er sin, og ikke vor.
Men flammer din Sjæl af Syner,
der lever trods Død og Grav,
er det, som om det lyner
langt ude i Lysets Hav.
III.
Det drømmer ej Udspringsdrømme,
det venter ej Strand et Sted —
det er aldrig begyndt at strømme
og hører ej op dermed.
Og hvad der gløder, gyder
sin flammende Traa deri.
Lydløst alt det flyder,
endog sig selv, forbi.
Det føles ikke af Hænder,
kan ikke fattes af Sind —
men det og vi er Frænder,
Lyset er mer end Skin.
Naar den første Stjærne er kommen,
saa bøj dit Hoved og knæl:
Der aabnes for Helligdommen —
Lyset er Verdens Sjæl.
IV.
Jeg løfter igen mit Øje
op i den skyfri Nat —
Nu funkler det hist i det høje,
de tændtes tæt og brat.
Og op af Havet hæver
en sig klar og stor —
henover Vandet den svæver
med Sølvglimt i sit Spor.
Mit søgende Øje spindes
ind i en evig Dis —
Stjærnedrømme jeg mindes,
strandede Haabs Forlis.
Men det, der skærest tindred
ud fra min Ungdoms Drøm,
glider nu uhindret
som Lys i Lysets Strøm.
V.
Ungdomstid i det fjærne!
Jeg fanged et Glimt af dit Skin —
Der drømmes paa mangen en Stjærne
af dybe, higende Sind.
Og gaar, naar Livet slukkes,
Sjælen til Mulmets Hjem,
stolt skal dens Syner dog vugges
i Verdensrummene frem —
vugges paa Straalefloder,
som blander sig ind deri.
Lyn fra andre Kloder
stryger dem tæt forbi.
Og aabnes dit indre Øje
en stjærnetindrende Nat,
ser du dem hist i det høje —
saa svinder Synet brat.
VI.
Fra Kloder, Fjærnet gemmer,
ser andre Øjne ud.
Det er, som jeg Blik fornemmer,
der bringer mig Broderbud.
De smiler af sælsom Viden
og det, man der har drømt —
Al sin Sjæl har Tiden
og Rummet i Lyset tømt.
Hvert Klodernes Barn har grundet
efter sin egen Art —
aldrig har Tanken dog bundet,
hvor alt var straalende klart.
Men skønt ej nogen naaed
at stille sin Videns Trang,
er det, som een har forstaaet
Alverdens Gaade engang.
VII.
En Jord, der stivned, glider
omkring en Sol, der er død —
End lever der Skær fra Tider,
da den flammed funklende rød.
Hin Jords den største gætted
de Gaader, der grundes paa —
da flængedes Skyggenettet,
det rene Lys han saa.
Der gik en sælsom Sitren
fra Del til Del i alt —
det flimred med gylden Glitren,
som hver straalende Stjærne faldt.
Og Synet forvirred hans Tanke,
og Døden bleged hans Kind —
og stærkere lokked det blanke
sjælfuldt straalende Skin.
VIII.
Op, min Sjæl, for at segne!
Et Liv farer hurtigt hen.
I, Rummets evige Egne,
vi ses vel engang igen!
Drømme, jeg aldrig glemmer,
stirrer forjættende ned —
i mig jeg noget fornemmer,
som Lyset, af Evighed.
Dets Kraft skal ej forødes,
naar Kloden dør paa sin Flugt:
nye Stjærner fødes,
naar den Sol, vi har set, er slukt.
Og flammer en Aand af Syner,
der lever trods Død og Grav,
er det, som om det lyner
langt ude i Lysets Hav.