Nu flammer de røde Svampe
i en hurtigt døende Vaar;
den ældste af alle Kampe
derude i Skovene staar —
I Taager og vaade Dampe
blev Aaret til Efteraar.
Rappere Bækkene rinder
til Havenes graagraa Dans;
de Stjærner, Mørket tænder,
faar skarpere Demantglans,
og stærkere Løvet brænder —
Flet dig en flammende Krans!
Her bliver saa stolt og saa øde —
mit Hjærte svulmer af Fryd.
Der var tusinde Løv, som døde,
der er tusind, som dør, uden Lyd;
men synker det gule og røde,
er Stammen sin egen Pryd.
Jeg kommer til Torsmøllebakke
i sangstemt Efteraarslyst;
der falder lidt Sol paa min Nakke,
der faldt et Blad paa mit Bryst —
Her hviler, træt af at flakke,
den vigende Drot, Kong Høst.
Ingen har Ret til at ynke
hin slagne i Herskerdragt,
thi hvilken Mand vilde klynke,
fik den bitreste Urt han end smagt,
kunde han, før han skal synke,
sige: »Det er fuldbragt«.
Det kan hin Drot, hvor han ligger
og venter den sidste Dom.
Farver Øjet drikker —
saa vender jeg langsomt om
og gaar, mens Træerne nikker,
ind i Skoven, hvorfra jeg kom.
Det tyndes i tætte Kroner,
det lysner blandt løvede Træ’r.
Der staar en Strid om Troner,
men Hær gaar ej mod Hær —
der er Varsler i Vindens Toner,
Vinterens Tid er nær.
Nu kastes Forraadnelsens Rune,
den flyver som Fnug og Dun;
de gamle Skove er lune,
men ingen sommerlun —
Høje er broncebrune
og Stien broncebrun.