Atter staar Skyggernes Mistel grøn,
og Høder strammede Snoren,
og ramt blev Kunstens kæreste Søn
givet tilbage til Jorden —
Der dirrer en Tone, en vidunderskøn,
over Norden.
For der vaagned et Ekko af al hans Sang
fra vor Ungdoms stigende Dage.
Paany mod Sjælenes Port den klang
og kastes forstærket tilbage,
gennembævet af Takketrang
og af Klage.
Vor Tid faar aldrig en Sanger igen,
der synger saa stærkt gennem Sindet.
Ud paa hans Vej, ihvor han gik hen,
har Skønhedsglorien skinnet.
Og Savnet vokser hos Muldens Mænd
under Mindet.
Der runger et Trav gennem Helvejens Nat
fra den ottefodede Ganger,
og Længslen har over Hegnet sat
og staar mellem Mørkets Fanger:
Giv os vor Broder! Sig mig, hvad Skat
du forlanger!
Og Mørket mumler sit kolde Svar —
Det dugges i Dal og paa Høje,
og Rimen rinder af Sten og Giar,
men Nornen ænser det føje.
Isnende tavs ej en Taare hun har
i sit Øje.
Sov da, Sanger, den Søvn, du skal,
du sjældne, forunderlig kære!
Din Urne skal gemmes i Mindets Hal,
saalænge dens Søjler vil bære.
Velsignet som Mand og velsignet som Skjald
skal du være!