Einar sidder paa Orkenø
og Torer hjemme paa Møre,
Rolf Ganger sejler den sorte Sø —
sin Havhest ved han at føre.
Og nysankommen staar Ivars Bror
paa Kijews stormede Mure
og stirrer mod end ikke vunden Jord
langs Dnjeprs svindende Fure.
Der vaagner en Viking af Vinterhi,
han lokkes af Guldet og Klasen —
og atter beder de Franske: »Fri
os, Gud, fra Normannernes Rasen.«
Ti intet Kloster er lagt saa dulgt,
hvis Køle dertil kan bære,
at ikke Normannen naar det, fulgt
af Bølgens hundrede Hære.
Det suser i Høst over Bondens Bo
fra trækkende Fugles Vinger,
men Byttets Øm med blodig Klo
sit Rov til Hjemmet bringer.
Og Vinteren gennem i snekoldt Land
i Hallen Høvdinger troner,
til Vaaren kommer med aabent Vand
og de første, blaa Anemoner.
Men dengang de atter skød Snækkerne ud
til Sang paa den danske Tunge,
og Skummet væded den skrammede Hud,
da savnedes Freke den unge.
Støttet han inde paa Stranden stod
med Hug i Bryst og Pande
og ønsked, han atter sejled imod
de fjærne, forjættede Lande.
Men inden Flaaden kom hjem igen,
var al hans Længsel begravet:
Vide stirrede Stenen hen
fra en Høj helt ude ved Havet.
Det første den var, som de kommende saa,
det sidste, da atter de rejste.
Hans Liv randt hen paa det gyngende Graa,
hans Minde ved Bølgen knejste.
Og han,- der hugged ham Banesaar,
er sunket i Seinens Vande —
hans Bror har vundet sig Viv og Gaard
paa Bretlands hærgede Strande.
Og Stenen styrted, men Højens Muld
fik Varme fra ham, der døde:
Af Længselens blaanende Blomster fuld
stirrer den Vaaren i Møde.