I.
Det klarede nys, men det mulner igen,
og Tankerne flakker saa vide.
Jeg gaar ad den graalige Landevej hen —
saa bøjer jeg af til en Side.
Her er fattigmandssmaat, her er folkeforladt,
men Stokroseparrene pynter.
Der klukker en Høne, der mjaver en Kat —
en Gris i sin Ensomhed grynter.
Det ligger her alt, som det laa her i Fjor,
under Skræpperne kravler der Tudser.
Et halvt Dusin Rollinger, sorte af Jord,
vender Øjnene mod mig og studser.
Og det hullede Hus er forfaldent som sidst,
mod Stivere Gavlene luder.
Det stirrer forbi mig saa krøblingetrist
med slukte og støvede Ruder.
Men Vejen gaar frem, til en Krumning den naar,
for videre end sig at kroge. —
Jeg standser ved Jødernes Kirkegaard,
jeg aabner den heftende Laage.
II.
Der er Efteraarskulde i Vindenes Vift,
de svajer, de hængende Grene.
Mørk ser den hebraiske, flakkende Skrift
imod mig fra mossede Stene.
Og ud over Vejen kan Øjet ej naa
for Gærdet af Pil og af Tjørne.
Jeg hører mig selv over Gangene gaa —
da standser jeg brat ved et Hjørne.
Der er ej af hægende Hænder et Spor,
i Mulde er Tuerne sunkne,
og mørnede, næsten begravne, mod Jord
har Stenene bøjet sig runkne.
Men der vokser et Træ, der er sygelig Lød
paa dets Løv, og dets Ved er forvredent.
To Valmuer brænder med østerlandsk Glød,
og Græsset er gammelt og svedent.
Der skrives i Sten, naar en Sjæl gaar til Ro,
men Tegnene slettes af Tiden.
Hvem bar man herud gennem Bom, over Bro,
for Menneskealdere siden?
Det er, som det Sted var for evigt forladt
og Slægten var videre vandret. —
Jeg øjner min By gennem Tidernes Nat,
som intet den havde forandret.
III.
Jeg ser, at lidt Krat der paa Voldene gror,
der er Brudelys trindt i dens Grave.
Dens Gader er furet af Hjulenes Spor,
dens Huse er vinde og lave.
Det er Fuldmaaneskin, og der lister en Mand
i et af de takkede Stræder.
Han er kommen herhid fra Galiziens Land,
han har Frænder i Spaniens Stæder.
Der skurrer en Røst, som er rusten og slidt,
sit Sengetid Vægteren mælder,
og Gaderne fyldes af Latter og Skridt —
der slukkes i Kipperens Kælder.
Den vandrende ser mod de støjende op,
forbi dem i Skyggen han sniger.
Der strittes en Sten, og han dukker sin Krop —
han hører, de efter ham skriger.
Han vender sig — Øjnene lyner bag Laag,
han knytter de knoklede Hænder
og mumler en Ed paa sit blandede Sprog
imellem de hæslige Tænder. —
Saa hviles der trygt i den sovende By.
Han ligger uroligt og blunder,
men han staar før de andre forvaaget og sky
bag Døren og venter paa Kunder.
Det glimter saa dorsk fra en Skidenvandspyt,
der aabnes for kalkede Boder,
og Storkene knebrer paa Tagene lydt,
i Renderne Svinene roder.
IV.
Der formes og støbes, der pløkkes og sys,
til Uger sig Dagene kæder;
man passer sin Læst, og man pudser sit Lys —
der lugter af Tælle og Læder.
Jeg ser Konerne bøde med Garn og med Naal
og Drenge ved Gravene mede,
og Harerne stjæler af Havernes Kaal —
det dufter fra Timiansbede.
Højt hænger i Kirken den Tømmermands Søn,
til Korset ham Naglerne hæfter —
og Mødrene læser den arvede Bøn,
og Børnene stammer den efter.
Det er, som om hæved han snart for en Stund
de Øjne, man tænkte var lukket, —
hans Læber vil skilles — nu bæver hans
Mund — det bløder, hvor Spydet har stukket.
Gennem Glamhuller ud, fra det mægtige Taarn,
hans Stemme i Klokkernes lyder.
Den kalder endnu, som den kaldte tilforn —
stejlt Spiret i Vejret sig skyder.
Jeg ser de rødhændede Kvinder og Mænd
i helligdagsskinnende Stræder.
Til Kirken de vandrer tungtskridtende hen
i umageligt siddende Klæder.
End hæver den roligt sit skiffergraa Tag
saa højt, at man vide det skuer,
og de favntykke Mure sig krummer i Mag
om Vindvernes spidsede Buer.
Og Gang efter Gang har nu Lysene brændt —
og selv har jeg siddet i Skibet,
naar Mængden har Salmebogsbladene vendt,
mens Solen har Pillerne stribet.
Og vi hørte, den Stemme, der kaldte os did,
paany skulde over os klinge,
naar ingen fornam det, og Kinden var hvid
og Klokken hørt op med at ringe.
V.
Jeg vil gaa — men paany en Erindring mig naar,
og Foden saa holder den bunden:
Der er Stimen og Støj i den grusede Gaard
i Skolen i Frikvartersstunden.
Jeg hører en hadende Klang i en Røst,
to Læber er hvide af Vrede.
Jeg husker en Hulken, der brød i et Bryst,
og to Øjne, der ej kunde bede.
Han var ugleset blandt os, den fremmede
Dreng, som en Kat i en Gaard mellem Hunde,
og ensom han gik i vort blakkede Slæng
og blev helst for sig selv, naar han kunde.
I Timen han sad ved det bageste Bord
i Krogen deromme ved Uret,
og dybt i hans Blik, selv ved venlige Ord,
sad Mistroen vaagen og lured.
Naar vi havde Bibel og Lærebog for,
skrev han Stil i en Klasse ved Siden.
Han sagde, hans Tro var en bedre end vor —
og det ændred sig ikke med Tiden.
Han var spinkel og bleg. Naar han spored en Spot,
saa svared han kort eller ikke.
Men tit blev han drillet saa længe og raat —
da ulmed det ondt i hans Blikke.
Og det hændte, at blindt og fortvivlet han slog,
om end der var stærke tilstede.
De lo, naar besejret han stod i en Krog
og kæmped for ikke at græde. —
Saa kom han ej mere, og Rygterne lød,
Familjen igen skulde flytte.
Vi hørte i Byen, hans Fader var død. —
Jeg husker, at Toget jeg mødte.
Der var ingen Klokker, der strøede Klang,
men Kusken sad sort paa sin Pude.
Kammeraten saa op paa sin langsomme Gang.
Den Grav maa jo være herude.
VI.
Det suser saa lydt i de lukkende Hegn,
og mørkere Himlen er blevet.
Jeg ser paa de gamle hebraiske Tegn —
det er dem, hvori Loven var skrevet.
Og der stiger et Land af et Solstraalebad,
det flyder med Mælk og med Honning.
Et Rum ligger tomt i dets ypperste Stad,
det fylder den salvede Konning.
At bygge for Herren en Stemme ham bød —
paa Libanon Cedrene vakled.
Tre Hundrede Tusinde Hænder ham lød —
i i Havnen laa Flaaderne taklet.
De gik dybt, da fra Tyrus til Japho de for
i vindrueblaanende Vande. —
Bleg rejser Huråm sig en Nat fra sit Bord,
og Tempelet staar i hans Pande.
Kong Salomo vandrer til Moria hen,
hans Fod over Plankerne snubler.
Et Stød har sig Bygningen højnet igen,
og han gaar, og i Hjærtet han jubler.
Det drysser med Spaaner og regner med Smuld,
paa Stiger man hænger og hamrer.
Hvert Søm, der i Cederen fæstes, er Guld —
paa Jorden de styrtede jamrer. —
Skarpt mønstrer Hurám hver en Karm, hver
en Krog, hans Værk har nu vokset sig færdigt —
Fra Zion til Moria skrider et Tog,
højtideligt, tyst og ærværdigt.
I Spidsen med Arken Leviteme gaar,
af Ærefrygt alle er slagne —
og Forhængets Folder tilside man slaar,
blaa-uldne, linhvide, skarlagne.
Det luer fra Væggen med Plader af Guld,
fra Alteret Kobberet glimrer;
fra det kunstige Hav og fra Oksernes Kuld
for Øjet det sølverne flimrer.
Tæt Forhænget lukkes. Basunernes Brag
naar ud til de lyttende Klyngér;
det standser, og under det hellige Tag
de kaldede Sangere synger.
Og Salomo taler, den Kongernes Pryd,
og Aanden ham Ordene vier.
Hvor Israels Ældste er lyttende Lyd,
til atter den salvede tier.
Al Skaren gaar bort fra den højestes Hus,
kun Præsterne bliver og beder.
Kerubernes Vinger med stivnede Sus
over Arken sig skærmende breder.
Men ud gaar Hurám af Jerusalems Port,
paa Alteret Offeret brænder.
Der blev tomt i hans Sind, da hans Gerning var gjort. —
Mod Byen han bange sig vender.
VII.
Det knirker i Gangene under mit Skridt,
der er fjorgammelt Grus i dem alle. —
Nu mørkner de, som de har mørknet saa tit,
for Regnen begynder at falde.
Det er, som med hastige Fødder man gaar
herinde paa hundrede Steder.
Og større og stærkere Draabene slaar. —
Jeg hører ej mer, at jeg træder.
De smælder mod Blad, og de splintres mod Sten
og drukner i Græsset og Gruset.
Der lægger sig Byger paa Kvist og paa Gren,
mens Vinden sig samler til Suset.
Jeg kryber i Læ ved den skærmende Hæk
og haaber, det atter vil klare. —
Det sagtner en Smule, men Skyernes Træk
ser ud, som det evigt skal vare.
Og medens det rusker i Busk og i Træ,
den bindende Klinke jeg løfter.
Nu bliver den vandrende kold over Knæ.
Det risler i Rør og i Grøfter.