Jeg længtes mod Kvældens Brise,
mens langsomt Dagen gled
og gjorde hver Sten og Flise,
jeg traadte, brændende hed.
Nu lægger jeg en Vise
ved Fjordens køle Bred.
Den er om den Sol, der svinder
bort bag den bløde Sky,
og om den Luft, der linder
i Aften mig paany —
men mest den er om de Minder,
der bor i den lille By.
Dér ligger dens røde Tage,
dér staar dens stærke Taarn;
min Hu gaar langt tilbage,
draget, drømmevorn.
De lever op, de Dage,
der døde mig fra tilforn.
Der var det, jeg sled med Glæde
de tykke Børnesko.
Paa Gade, Torv, i Stræde
fik Græsset Lov at gro.
Det faldt mig saa let at træde
den tusindtoppede Bro.
Jeg lytter til Sjælens stride,
dumpe Tungsindsspil:
Det er saa sært at vide,
en saadan Tid var til.
Jeg kender ej Ord saa blide,
der synger den, som jeg vil.
Det ved vel alle Sjæle,
der er en hegnet Plet,
hvor ind man gad sig stjæle,
naar man var syg og træt.
Dér vil, mit Sind, vi dvæle
at du kan vorde let.
Bred dig frit som et fredet
Træ i en Urtegaard!
Lad Safterne stige i Vedet
som bar det paany mod Vaar.
Naar næste Nat er ledet,
hver Gren i Blomster staar.
Jeg mindes den favre, første,
stemningsbrusende Tid —
og alle Længsler tørste,
strømmer min Tanke did.
Jeg stræbte mod det største,
jeg kendte som Maal for Id.
Men skød end kvæget og værget
og frodigt nu mit Sind,
jeg saa det vel snarligt hærget
som før af Vejr og Vind;
i Høsten jeg fik kun bjærget
en ussel Grøde ind.
Jorden har Stammen næret,
men Frugten fik bitter Smag.
Vaarens Tid har været
et straalende Selvbedrag —
skønt i Erindringsskæret
den staar som en dejlig Dag.
Ikkun langt tilbage
og ikkun langt af Led
ligger de gemt, de Dage,
der fylder mig helt med Fred.
Mit Liv, vi skal fremad drage
mod det, vi ikke ved.
Og under Aftnens Brise,
som ind fra Fjorden staar,
min Sjæl, den vemodsvise,
ser ud mod mørke Aar.
Dæmringsskyggerne dise,
men roligt Hjærtet slaar.