Tovet løsnes og Baaden gaar,
Klokken er otte slet.
Til Stien derovre han atter mig ror —
Jeg vil ud til min ensomme Plet.
Før Strømmen naar ind ad den lange Fjord,
er hver en Bølge træt —
med sagte Slag de mod Siden slaar
nu ved Solesæt.
Himlen spejler sig bleg deri
og mørk den nære Strand,
mørkt hvert Skrog og hver tøjret Baad —
Vi glider saa jævnt fra Land.
Aaren hæves ru og vaad —
jeg ser paa den roende Mand;
han holder aleneste Natten fri —
nu lægger ved Broen vi an.
Fra Borde jeg gaar, og han faar sin Hvid.
Ny Fragt han henter igen:
Tøse og Knøse med Sportshuer paa,
smaa Fruer og stadige Mænd,
stundom mange, tiere faa —
han hilses som hver Mands Ven.
Men er det daarligt Vejr en Tid,
kommer der ingen derhen.
Det er en Ynk at se, naar op
til sit Skur under Regn han ty’r.
Begge hans Fødder blev knust engang —
Kuren var bitterlig dyr.
Ventende sidder han Bygen lang,
sin Skraa han imellem fornyr,
og stundom retter han halvt sin Krop
og ser mod de hængende Sky’r.
Saadan kan mangen en Time gaa;
ved at ro maa han tjene sit Brød.
Før virked ved Værftet han frisk og sund,
nu kender han mest til Nød.
Draaberne samles i Baadens Bund,
Himlen har graalig Lød,
alt Vandet er Bobler og Ringe smaa,
hans Haand ligger kold i hans Skød. —
Jeg kom der engang efter tre Dages Regn.
Luften var vinterlig raa;
Vejret var mørkt efter Aarsens Tid,
ingen ved Havnen man saa.
Strømmen i Fjorden var næsten strid,
vippende Jollerne laa.
Jeg vinked med Stokken, det vante Tegn —
Stranden forude var graa.
Det var koldt. Han roed. Toften var vaad.
Jeg skjalv som i Vinden en Vaand.
Han talte slet ikke. Jeg bojed mig ned
og strammed Skoenes Baand.
Mit Blik fra hans mørke Ansigt gled
hen paa hans hvidnende Haand. —
Jeg syntes, jeg sejled i Charons Baad
og Vandet var Acheron.