Der gives i Sjælen Gemmer,
jeg ikke har Nøglen til.
Dagene gaar, og jeg glemmer
meget mer end jeg vil —
men i mig jeg end fornemmer
et eget Stemningsspil.
Jeg hilser et Hus i Staden —
stort er ej dets Værd;
falmet er Façaden —
jeg ved, jeg fødtes dér.
Den anden Side af Gaden
er høje Kastanietrær.
De brune Kærner sprænger
den grønne, tornede Hud,
og Grenene Blade slænger
langt over Stenene ud —
men naar til ny de trænger,
staar Knopperne alt i Brud.
Og Sommere og Vintre
gik over Huset hen.
Ting, der præged dets Indre,
kom og blev flyttet igen,
aandende døde, og mindre
voksed til Kvinder og Mænd.
Mange har alt her levet.
Dets Rum var de første, jeg saa.
Det brune Hus er blevet —
jeg staar og ser derpaa.
Bort er Erindringen revet.
Stuerne synes saa smaa.
I andre Gader og Stræder
min Barndoms Minder bor. —
Nu er der et Barn, der græder —
nu tysser en Kvindes Ord. —
Jeg lytter, som ingen Steder
jeg lytted til Lyd paa Jord.
Jeg ser hende om det hygge
med uvis Angst i Sind.
De store Kastaniers Skygge
falder ad Ruden ind,
mørkner Barnets tykke
og Moderens magre Kind.
Det er i de samme Stuer. —
Jeg hører Vingers Slag;
to blaa og to hvide Duer
slaar ned paa Husets Tag. —
Foroven Himlen buer
sig sjælden blank i Dag.
Og under en voksende Pandes
Hud saa hvid og skær
atter en Verden dannes
vægtrang, lavloftet, her;
yderst ude den randes,
eet Sted, af store Trær.
Du lille Glut, som græder,
glemsom og barneblind!
Jeg ønsker dig alle de Glæder,
der aabner et Menneskes Sind.
Voks — og kast, hvor du træder,
Lys i Sjælene ind!