Det skørner slemt i „det skæve Hus,”
men længe det har holdt Stand.
Under Gulvene skriger Rotter og Mus —
han er aldret, den ensomme Mand.
I Stubbene lagres det brune Snus
og Skæl paa Frakkens Rand —
men end han drejer de digre Krus,
som før han var det van.
Der kastes af og til et Blik
ind gennem de lave Fag,
men Døren staar til den stille Butik
næsten den hele Dag.
Mens tro han i sit Værksted gik,
fik Tiden en anden Smag. —
Han gaar, som han altid har haft for Skik,
og pusler i Ro og Mag.
Han vaagner tidligt af sit Blund,
staar op, fejer Gaden ren. —
Han ynder en hyggelig Aftenstund
at sidde paa Trappen af Sten.
Naar Fingren mærker i Piben Bund,
saa stopper han atter en. —
Han tænker slet ikke, han ryger kun
og strækker de stive Ben.
Han mindes endnu baade den og den,
han kendte i fordums Tid.
Han sætter de Krus paa Hylde hen
og pudser dem tit med Flid.
Og naar der er Fest — hos et Barn af en Ven —
han rager den Stub saa strid,
børster sin Frakke og lister — men
ad Køkkenvejen did.
Kogekonen kender ham godt,
for saadan kommer han tit.
Han vikler en Gave ud af et blaat
Stykke Tøj, der er frynset og slidt.
Saa løfter han lidt paa sin grønne Kalot,
smiler og gaar til sit.
Hun hælder sig ud: Han trisser saa smaat
og trækker hvert et Skridt.
Han synes, hans Sølv hører med til Fest,
til Bryllups- og Barselslag.
Han sad saa tit som Venners Gæst
til Bords en Højtidsdag.
De sagde, at Øl af hans Krus var bedst,
for Kruset gav Øllet Smag —
og der blev spildt paa Dug og Vest
fra overfulde Drag.
Men de lokker ej længer, det gamle Hus
og den sære, snavsede Mand.
Han sælger ej fler af de digre Krus,
det har taget paa hans Forstand.
Men Rækken han øger — det er ham en Rus
i Livsens stærke Vand.
Der sprøjter et Festens Jubelbrus
over hvert enkelts Rand.