Den gamle Have grønnes
ungt igen i Aar;
højt over hver Naborønnes
Tag dens Kroner naar —
men Plankeværket frønnes,
og aaben Laagen staar.
Der er ingen revne Gange
og intet luget Bed.
Stormen har styrtet mange
skøre Grene ned.
Bleget ligget det lange
Græs i skovdyb Fred.
Sidst var nyt det saaet
og hæget med kyndig Haand —
en støttende Stok har der staaet
ved hver en Rosenvaand.
— Nu er omkuld de slaaet
og raadnet er Halmens Baand.
Fagert Blomstertjældet
da over Haven laa;
Syrenerne var vældet
hvide ud og blaa. —
Ingen Busk er fældet,
saa tæt som før de staa.
Snart vil Dufte linde
atter sig fra dem fri.
Men hvem skal Floret finde?
Kun Sommerfugl og Bi!
Der staar et Hus derinde,
men ingen bor deri.
Tagrenden bugter og buer
sig hullet, skør og vind;
til de store, støvede Stuer
er Ruder slaaet ind. —
Der hænger tørre Fluer
i Edderkoppernes Spind.
Men Haven for Huset lyer —
ud Buske og Træer sprang.
Der ligger linde Skyer
paa Himlens varme Vang. —
Den evige Altfornyer
om Verden gaar sin Gang.
Røgtet han har som en Slave
sit eget Herrebud:
lædsket Smaahusenes lave
krøgede Skumpelskud —
og i den store Have
frit han aander ud.
Da suser det dér i Løvet
saa dybt som i en Skov,
og Fuglen synger med øvet
Slag dens Fyldes Lov.
Det svulmer i Blomsterstøvet,
som spædt i Knoppen sov.
Men Byens Nyt fortæller,
at nu er det sidste Gang,
Vaarsyrenerne vælder
frem her under Fuglesang. —
Solgt man har til Parceller
den dyre Grund af Trang.
De ældste kan erindre
dens Pragt fra de yngste Aar.
Nu faar han et Fristed mindre,
den store, vandrende Vaar. —
Aldrig mer til vort Indre
de dybe Skovsus naar.