Jeg husker, man sagde, hvor Hylden gror,
vokser der Lykke tillige.
Vi smilte den Gang af det gamle Ord.
Min Sjæl! Nu gør Mindet os rige.
Sandhedssagn om et signet Flor,
kan vi hinanden sige.
Og efter et Tegn fra vor egen Jord,
at Kraft den har, maa vi hige.
Vi husker et Sted, hvor det Træ slog Rod,
i Haven det skød og i Gaarden.
Med tusind Skærme i Blomst det stod,
de dufted, til Frugten var baaren.
Og Bærret blev fyldt af det mørke Blod,
der steg gennem Stammen i Aaren.
Vi husker den sortnende Overflod,
der aldrig af blev skaaren.
Vi husker, at Høns under Hylden der laa,
naar jeg bøjed dens Buske til Side.
Vi husker den ogsaa med Grene graa,
naar Frosten begyndte at bide.
Men faldt den fine Sne derpaa,
blev de fortryllende hvide. —
Paany blev de spættet med Knopper smaa,
paany var det Vaarbrudstide.
Tit blev der ryddet med Øksens Æg.
Dens Magt var dog ej til at bryde.
Vi husker, vi saa, da ved Længens Væg
den atter begyndte at skyde.
Atter den voksed til Tagets Skæg.
Hvor kunde den hygge og pryde!
Vi glatter vor Pandes alvorlige Læg,
for end kan Mindet os fryde.
Min Sjæl! Vi vil plante en Busk,
hvor vi bor, at Tegn vi kan tage i Tide.
Men ej paa vor heldige Haand vi tror —
her vil Hyldene visne saa vide.
Og jeg tænker, at selv om vi ser, de gror,
skal ej paa vor Lykke vi lide. —
Trods alt vil vi dog med den grove Jord
om karrig Grøde stride.