Jeg er i mit eget Rige,
jeg følger Fjordens Rand.
Stille, grundede Vige
krummer den smalle Strand.
Jeg ser fra det lave Dige
over det lavere Land.
Blikket søger Hvile,
det finder ej Bakke og Høj;
var der ej Gaarde og Pile,
ustandselig langt det fløj.
Bag dem ligger der Mile
af samme flade Strøg.
Her kan Taagen drive
Efteraarsdage graa,
og her kan Regnen sive
og højt i Grøfter staa —
og her kan Dagene blive
saa mørke og saa smaa.
Tungt da Bønderne kører
i dybe Bivejsspor.
Krageskrig man hører
over den stubbede Jord.
Smalle Baner fører
til Bys de vaade Ro’r.
Det drypper fra Længernes Tage,
Tegl og Straa er vaadt. —
Jeg glemmer ej de Dage,
naar alt var graat i graat.
Spurvene blev saa spage .
og pippede kun saa smaat.
Men kommer i varme Nætter
paa Himlen Høstens Tegn,
er Øens disede Sletter
en lykkeaandende Egn.
Den tavles i lysende Pletter
af Pilenes mørke Hegn.
Skyggerne ligger saa lade
paa Vejene under dit Skridt,
men over hver kornfyldt Flade
bølger Lyset blidt.
En Nynnen af grønne Blade
følger dig milevidt.
Af Græs og høj Skarntyde
er Grøftekanten fuld. —
Jeg glemmer ej Løvets Lyde
og denne bærende Muld.
Den giver Brød at bryde
og Kvæget Mælk og Huld.
Jeg ser fra det lave Dige
ud saa langt jeg kan.
Jeg blev i mit eget Rige
halvt en fremmed Mand.
Jeg kommer for at sige,
jeg elsker dette Land.