Saafremt du læste dette, Far,
fik du vel sagtens Kinden vaad,
for alle Dage var du snar
til Smil og snar til Graad.
Men Blikket, som du tit har vendt
ømt mod mig, ser jeg aldrig mer —
men det, du mangen Gang har sendt
mig skjult endnu jeg ser.
For vel har Ord dig rørt, men ej
saa stærkt, at ej du stritted mod.
Og det, du vilde haft af mig,
var Daad som du forstod.
Jeg rejste i de unge Aar,
min Sjæl fik snart sit eget Hang,
men omme i den gamle Gaard
vi mødtes Gang paa Gang.
Helst gik du i dit Arbejdstøj
med begge Ærmer smøget op,
og Sveden du fra Panden strøg,
og tit der sprang en Strop.
Du tog et lille Middagsblund,
men det var alt det Hvil, du holdt
fra Morgenstund til Aftenstund
i varmt Vejr og i koldt. — —
Det spruder i det røde Fyr,
en Karl har hentet Møllekorn;
der læsses tungt til stærke Dyr —
saa sværtes Hovens Horn.
Det gærer i det fulde Kar,
nu skriger der en kulfyldt Bør —
ja, der blev stridt, men ingen var
som du saa arbejdsfør.
Du tog nok bort, men ej saa langt,
at ej du let kom hjem igen —
og Røgen stod til Vejrs, men mangt
slog ned som stundom den.
Du spurgte ej, du spejded blot.
Jeg laa og læste, sad og skrev,
og naar det gik, saa gik det smaat,
og mest det intet blev.
Men sommetider har din Haand
dog trykket min, saa jeg forstod,
at det var mer end Frændskabs Baand
der ened os, og Blod.
Jeg tror, det var, fordi du saa,
det var en Vilje, sej som din,
der skjult bag al den Virken laa,
som end, trods alt, er min.
Det var en anden Tid, der kom.
Vel stod din Bygning støt og trygt,
men du faldt af, der syntes som
for Evigheden bygt.
Det var saa sært, den første Gang
jeg saa du satte Briller paa,
Du tog et Blad — Pendulet svang,
jeg hørte Tiden gaa.
Javist! Jeg var jo selv begyndt
at tælle Livets Timeslag.
Men hvor dit Haar var blevet tyndt!
Det saa jeg først den Dag.
Du havde følt, du fik dit Knæk
derude paa din Arbejdsplads,
hvor tit du stod i Em og Træk
og var saa vel tilpas.
Nu søgte du lidt mere ind
end før du havde haft for Skik.
Omsider blev du tung i Sind,
og mer du krøb end gik.
Saa solgte du den gamle Gaard
og flytted bort og pusled lidt,
men bag dig laa de bedste Aar,
og bort du gik med eet. —
Det er mig næsten som en Drøm:
Vi to gik over og kasted Malt,
du hængte Lygten paa et Søm —
omkring os Skæret faldt.
Det dufted dér. Ved Karret laa
den støbte Bunke, brun og stor —
og der var hvidt med Spirer paa.
Der faldt ej mange Ord.
Jeg husker, at du fløjted tit,
mens Skuffen imod Gulvet klang,
og udenfor faldt Sneen hvidt
og varmt saa mangen Gang.
Men friest trak du vist dit Vejr,
naar vi en Tur i Marken gik.
De gamle, ranke Poppeltræer
vi snart i Sigte fik.
Du stod i Kugens høje Læ
som i din Ungdom i dit Hjem.
Du viste mig dens sorte Knæ,
du flytted Kvæget frem.
Højt brølte Nabomarkens Tyr,
jeg kigged efter modne Bær —
og du var næn ved dine Dyr,
som Bønder oftest er.
Nu laa de stundom skarpe blaa,
tit rare Øjne under Laag.
Din glatte Hage hvilte paa
en gammel Psalmebog.
Lyst var som før dit lyse Skæg,
men alt var ellers mere hvidt
og der var Grønt om Baar og Væg.
Vi gik med sagte Skridt.
Din sorte Stok i Krogen stod,
hvor sidst du havde sat den hen.
Du var min Far, du var en god,
en altid trofast Ven.
Jeg siger ikke mer om mig —
men hvor var jeg, hvis ikke du
tit havde jævnet mig min Vej —
saa takker jeg dig nu —
og tænker paa, hvor der er langt
for en til den, man dog staar nær,
og hvor man dog trods alt ved mangt
er knyttet til en kær.
Din Gerning var en dygtig Mands,
dit Haandslag var et Hæderstegn —
og dine Børn fornyr din Krans
ved Gravens lave Hegn.