I.
Jeg sidder og ser paa et Torv og en Post
og to Duer, der sanker sig Æde,
og medens jeg venter min Rejsekost,
nyder jeg Gensynets Glæde.
I mangen en Stad er der stille som her
en Hverdagsstund i vor Sommer,
men her er de fire Kastanietræer
det er dem, jeg vil se, naar jeg kommer.
De staar omkring Brønden i Stene og Grus
og hegner derom og derover.
Døsigt strøget af lumre Sus
de skyggende Kroner sover.
Duerne flyver — der klirrer en Spand,
og Drengen, der bærer den, fløjter. —
Saa pøser mod Blikket det kølige Vand,
og Stænk over Randene sprøjter.
II.
Jeg mærker, jeg gaar ikke ganske som før,
men Heden og Vejene matter. —
Der stryger et Pust fra den brede Dør —
den kommende lukker den atter.
Jeg vender mig om — han er støvet og brun
og har stribede, store Manchetter.
Der er perlende Sved bag de spirende Dun —
i en Sofa han stille sig sætter.
Og medens han sidder og venter, tar
han den røde Turistbog af Lommen.
Han spørger sig for — jeg giver ham Svar —
og nu ved jeg, hvorfor han er kommen.
Han nævnte et Navn med saa ægte en Klang
i sin unge, sin sønlige Stemme.
Javist! Her har boet en Digter engang —
det har jeg for en Stund kunnet glemme. —
Den unge tværs over Torvet skraar,
jeg mindes min Ungdom og nikker.
Det første Graa har farvet mit Haar —
et Stueur dikker og dikker.
III.
Jeg ser paa de stille Kastanietrær,
der lokker med Fred og med Hygge —
men jeg tænker paa ham, der var fastgroet her
i elleve Somre — i Skygge.
Og jeg digter en Stund i en fjærn Februar,
de mørkeste Dage er omme.
Himlen er klar, og Haven er bar,
men Gækken begynder at komme.
Jeg ser Aarestrups Hus, og jeg hører en Røst,
der spørger, om Lægen er hjemme —
og Hustruen tager et Barn fra sit Bryst,
hun kender den fremmedes Stemme.
Omkring ham springer hans laadne Ven,
den lille begynder at skrige.
Hendes Øjne straaler i Gæstens hen —
hun giver den smaa til en Pige.
Han bænkes igen i sin gamle Stol,
ved Siden Hunden sig strækker.
En Stribe af Vinterens sjældne Sol
paa Gæstens Isse sig lægger.
Og hun smiler og gaar — en indbunden Bog
fra Skabet den fremmede tager. —
Der klirrer en Kedel, som sættes til Kog,
og Døren til Køkkenet knager.
Dér titter en Fyr med en blaafrossen Kind,
bag ham er der andre — de mumler
og vil ikke ud og vil ikke ind —
mod Huset et Køretøj rumler.
Hunden rejser sig vagtsomt op
og giver sig glubsk til at glamme,
men Herren klapper dens krøllede Krop,
og Hestene staar i det samme.
Vogntrappen knager — det rumler igen,
og Doktoren kryber af Pelsen,
men han fylder i Døren endda uden den,
hin Herre ved Huld og ved Helsen.
IV.
Der er festlige Lys paa det dækkede Bord,
der er kræset med Fade og Spiser.
Den fremmede drikker. Med ildfulde Ord
Madeiraens Draaber han priser.
Og Fruen hun sidder og ser paa de to,
der skaaler med leende Kinder —
Det er Tid, hun skal bringe de mindre til Ro,
og hun rejser sig let og forsvinder.
De mærker det knap, før hun staar der igen
og beder dem tage til Takke.
Forskrækket ser Gæsten til Uret hen —
hun ler og henter en Bakke.
V.
Der er fyret i Doktorens Kammer og lunt
af knortede, knitrende Knuder,
og tæt er der trukket et gyldenbrunt
Gardin for de kolde Ruder.
Langsomt læser den sjældne Gæst
et Digt, han nylig har skrevet.
Da han ender, det er, som der endtes en Fest
og tavsere Værten er blevet.
Han stirrer paa Lys- og paa Skyggeplet,
og længe han rører sig næppe.
Bag Skærmen han skimter et mørkt Skelet
og der funkler en Tang paa et Tæppe.
Men de lade Drag liver langsomt op,
han rejser sig tungt fra Puffen.
Over Gulvet gynger hans svære Krop —
han roder i Skrivebordsskuffen.
Af en slunken Mappe han tager et Blad,
den luntende Pegasusrytter.
I Lauget ingen ham høre gad,
men Christian Winther lytter.
Slaaet han mumler: „Du kan, du kan,
som du havde haft Fanden til Fadder!
Hvad er vel jeg og de andre? Mand,
du digter os alle i Smadder.”
VI.
Den fremmede Gæst har alt snorket en Stund;
da hører han, Portklokken kimer
ved ej, hvor han er, ved ikke, om kun
Minutter han sov eller Timer.
Og han hører, før helt han faar sundet sig, Skridt
i Tøfler, der slæber — og Stemmer.
Det er Lægens, den ene — saa aander han frit,
og Øret i Puden han gemmer.
Men nede i Kammeret Doktoren staar,
søvndrukken han tænder og søger.
Lyset flakker, da Døren gaar —
den osende Tande sig krøger.
VII.
Jeg ser paa de stille Kastanietrær,
der fik Kraft til at trives og hygge,
og jeg tænker paa ham, der var fastgroet
her i voksende Aaringers Skygge.
Men Digteren lever i Sindene end —
kan du huske de smaa Ritorneller?
Der kommer den unge tilbage igen —
kan hænde, vi alle er Fæller.
Og her har han gaaet saa mangen en Gang
og nemmet i isnende Stunder,
i vigende Døs og i kæmpende Trang,
at det bedste, han ejed, gik under.
Sjældent han satte en Pen paa et Blad,
naar han ikke skrev op til de syge. —
Den signede Sommer drog gennem hans Stad
med sin Sol, med sin læskende Byge.
Og hvergang han mærked, den tittede ind,
da vaagned han farveberuset —
men den blev kun den flygtige Gæst i hans Sind
som Sommerens Sanger i Huset.
Og Frugter blev plukket, og Træer fik Løv,
men for ham var de Dage kun Dage,
og Aarene svandt, og han slængte sig sløv
i Doktorstolen tilbage.
Og dybt han hørte til Vinterro
Efteraarssalmerne spille,
naar atter han sad i sit Købstedbo,
og Gaarde og Gader var stille.
VIII.
Selv har jeg mærket saa mangen en Gang
i sommerligt susende Kroner,
naar Mørket faldt paa, en høstlig Sang
med nære, truende Toner.
Men end har jeg Lyst til at snøre min Bylt,
og smage paa Sommerens Koster.
Mit Sind er som fordum af Vandringen fyldt —
det summed om Brombærrets Bloster.
Jeg mindes en søvndrukken Aa i en Eng —
der var Baal i de Vande dernede.
Jeg hørte et susende Stæreslæng
slaa ned i den gulnende Hvede.
Ensom knejste en Egelund —
jeg hvilte paa Grøfteranden.
Der drev en Sværm Bier mod det blaanende Sund,
og der halsed en Hund ved Stranden.
Og atter jeg vandred fra Sogn til Sogn,
og Kirker og Gaarde var røde.
Der stod Agemelsskyer om en luntende Vogn,
og Bønderne bad til en Bløde.
Jeg sad ved et Sjøvl — der var Pile omkring,
der var Mærker af Træsko og Klove.
Jeg saa flygtige Skygger af Vinger i Sving
og Slotte bag tætnende Skove.
IX.
Farvel, I stille Kastanietræer!
Min Sjæl, jeg kan ikke bie!
Hvem ved, om den Stund er fjærn eller nær,
da jeg ogsaa skal lære at tie.
Imorgen maaske er vor Sommer forbi
og Markerne vaade og nøgne —
saa trætter den klæbrige Fodgængersti,
og vi selv bliver sølle og søgne.
Vi gemmer os da i vor Godtkøbsgaard
med de hyldtilgroede Længer.
Regnen rinder, og Haglen slaar,
men godt, at vi ikke trænger.
Saa takker vi da for den Høst i Fjor,
hvoraf vi til nu har os næret — —
og der vokser et Træ i vor egen Jord,
hvis Frugt bliver moden trods Vejret.
Vi ved, min Sjæl, vi har gemt fra vor Toft
lidt Korn, vore Kværne kan knuse.
Vi ved, vi faar Æbler ind paa Loft
med raslende Kærnehuse.
End kan vi faa Mel til vort hvide Brød,
end kan vi faa Øl i vor Kælder,
og naar Sneen hvidner Vejenes Lød,
vil det ringle med Kanebjælder.
Da standser maaske ved vor Dør en Gæst
med Sne paa Kappen og Huen,
og med ham vil vi fejre en sidste Fest,
naar Granen gør grønt i Stuen.