Jeg bøjer imod Væggen tæt
og tyst mit Ansigt hen.
Naar jeg betragter dit Portræt,
saa lever du igen.
Under de hvide Ørnebryn
dit Øje paa mig ser,
og i mig gaar der Sagn for Syn
om det, der ej er mer.
Her boed du, da jeg var Dreng,
her stod jeg ved dit Knæ
i Stuen med Alkoveseng
og Stol og Bænk af Træ.
Hvor nænsomt end din Haand mig strøg,
saa føltes den dog ru,
og naar du sad, var ingen høj
og høvdinglig som du.
Du var alt nær ved Støvets Aar
og jeg var kun en Knægt.
Det var dog ej de hvide Haar,
som skaffed dig Respekt,
og ej blot mig, der bar — men hver
som ej var langsvejs fra
og mødtes med dig her og der,
tog gerne Hatten af.
Længst er de borte, hver en Ven
og Jævning, du har haft,
men endnu gror blandt gamle Mænd
der Minder om din Kraft.
For da var Styrke Maalestok
for voksen og for Pog.
Den Alen kendte hvert et Pjok,
hvor lidt han end var klog.
En Foraarsdag som ung du gik
forbi en Nabos Jord.
Paa fire Mand du Øje fik —
de masede og svor.
Du hilste, da du gik forbi;
den ene standsed svedt
og bad dig komme hen og gi
en Haand og hjælpe lidt.
Det var en vældig Sten, der laa,
som gerne skulde bort —
og mønstrende du paa den saa,
vant til at tage haardt.
Saa bøjed du din Kæmpekrop
og strammed Pandens Hud
og løfted ene Stenen op
og kastede den ud. —
Da sad du ikke tit til Vogns,
men hellere du red.
Det spøgte ind- og udensogns,
og Præster maned ned.
Du troede saa fuldt og fast
som andre Folk derpaa.
og mangen Gang du kom i Kast
med det, du ikke saa.
Men uforstyrret red du om,
tog gerne sildigt hjem.
En Nat du kunde, da du kom,
ej mer faa Hesten frem.
Den stejled mod det sorte Hvalv,
fra Grøft til Grøft den sprang;
alle dens spændte Muskler skjalv
du spored end en Gang.
Det hjalp dig ej — den var for ræd.
En Omvej saa du tog.
Den standsed udfor samme Sted;
du hug — og frem den jog.
Først ved sin Stald den stille stod,
fortumlet kom du ned. —
Begge dens Sider drev af Blod
og Ryg og Bug af Sved.
Den løb kun saa den ene Gang —
Det var en anden Nat.
I havde tærsket Dagen lang —
da vækkedes du brat.
Det lød, som paa din Lo en Plejl
man svang — du lytted lidt
og tændte Lys — det var vel fejl,
for Klokken var kun eet.
Men det blev ved — saa stod du op,
skønt Bedstemoder græd,
og smed lidt Klæder om din Krop
og tog en Lygte med. —
Først stod du stille i din Dør,
saa gik du længer frem
og rysted Angsten af dig, før
du aabned Loens Lem
og spurgte, hvem der tærsked der?
Du ønsked Nattero,
men havde man mer at sige her
end du — saa værsaago’.
Men ellers var nok Gaarden din
med hvad der var deri —
og Plejlen tav — der lød som Trin —
og saa var alt forbi.
Det brændte sygt bag Lygtens Glas;
men næste Morgen stod
hvert Dele paa sin vante Plads,
hvor sidst I det forlod.
Og Plejlen slog de glade Slag
og Sæden bunked op —
saa blev til Bys-den kørt i Mag
med en paa Læssets Top.
Og siden blev til Plovs han sendt,
og Jærnet skar din Jord.
En Gang man tænkte, du var endt
som Sognets Matador.
Din Raps stod højt i Høstens Vind
en Kvæld, da Mørket faldt,
men næste Dag gik Vandet ind
og ødelagde alt.
Du saaed aldrig Raps igen —
det Tab du tog dig nær:
En Pris som da — en Mark som den —
og ej en Skilling værd.
Og stiv og myndig gik du om
og tog kun lidt i By —
i Lave dog Humøret kom
lidt efter lidt paany. — —
Det blæste koldt. Til Skovauktion
som før du atter red.
Og Kortenspil var din Passion —
du havde købt dit Ved,
og’ Natten gik og næste Dag —
først da faldt sidste Stik;
men ved din Hjemkomst tog du spag
fra Bedstemor dit Blik.
Dog — alt blev glemt — og ved sin Rok
hun sad igen og spandt.
Den store Dreng- og Pigeflok
til hende tæt dig bandt.
I Gaard og Mark du tog din Tørn
og sammen holdt I Fred —
og et for et de mange Børn
du fulgte til dit Led.
Til venstre en, til højre en,
til venstre en igen.
Du saa, hvor støt paa unge Ben
de gik ad Vejen hen.
Det kneb vel nok en Del for dem,
før de slap rigtig løs,
men der kom aldrig Taarer frem,
for græd man, blev du bøs.
Hver gik til sit — du stoled paa,
de nok til noget blev:
Til Skole var de holdt fra smaa,
de regned og de skrev.
Til mangt et Arbejd, som var svært,
var alt de ofte sat,
og hos dig selv de havde lært.
det gik, naar de tog fat.
Men hver Gang gik du ældre ind
det blev jo nok at se —
dog langed end du tryg i Sind
til Fadet med din Ske.
Og kærnesund og veltilfreds
du bredt af Sulet skar,
og Mundheld paa din Tungespids
du alletider bar.
Kun saa du ikke nær saa godt
som før du havde gjort;
det Tryk blev let dig lidt for smaat,
som ej var meget stor.
Men naar Avisen naaed om,
studered du dens Nyt,
og var der en og anden,
kom du ofte i Disput.
Selv tog du nødigt længer bort
end til din egen Egn —
men hjemme fik I mangt Slag Kort,
du og den gamle Degn.
Han trasked ad den kendte Vej,
jert Tællelys I snød,
og du til ham og han til dig
det runde Kobber skød.
Og peb det, faldt vel Talen tit,
imens den ene gav,
paa mangt et fordums natligt Ridt,
naar Himlen hængte lav.
Der sad du strunk — en Sagnfigur,
jeg selv har hørt og set,
og til den sidste, stille Tur
du holdt dig trygt beredt.
Ja, hvid du blev, men sjældent har
du klaget, du var træt.
Nu staar jeg atter, Bedstefar,
og ser paa dit Portræt —
en gammel Mand med myndig Hu,
til hvem man sagde „I” —
men Duft fra dine Dage nu
mig stryger lindt forbi.
Det er paa Kappel Kirkegaard,
du længst blev bragt til Ro.
Mangen en Krumning Vejen slaar,
før der den bliver to.
Til Riddertofte gaar der en
og en til Vesternæs —
og Faaret staar med Tøjr om Ben
og græsser Grøftens Græs.