Omme bag Broens Sluser, langs Stien og længere ud,
blank, hvis Dagen er klar, og’mørk i Blæst og Slud,
sukkende eller tilhvisket, med Løbet et Aaløb ligt
ligger Inderfjorden og venter endnu paa sit Digt,
Jeg nynned den første lange Strofe en Vinter nat;
der kom jeg, Maanen skinned, Føret paa Vejen var glat.
Brune stod Rørenes Stubbe, det’ glimted fra stille Is —
jeg tog i det kolde Gelænder, grebet paa sæl som Vis.
Her havde jeg gaaet saa ofte og set mig blindt omkring,
længtes mod fjærne Steder og tænkt paa tunge Ting.
Nu standsed min trykkede Tanke, brat, i sin lave Flugt;
for første Gang jeg følte, dybt, at her var smukt.
Synet er bleget af Tiden, men Digtet gror i min Hu,
og saadan har aldrig jeg siden set den fra da til nu.
Over de frosne Strande stod højt den herlige Nat —
nu glimter den op af dens Vande som en sjælden, en sunken Skat. —
Saa var det en Sommerkvæld, da Aftenkølin gen kom. —
Der staar en Bænk, hvor den bredes, og den er som oftest tom.
Der sad jeg. Uret paa Kirken lyste fra Byen ud.
Jeg saa paa de bløde Folder i dens spejlgraa Aftenskrud.
En halvsunken Pram laa tom, der drev en henkastet Kæp.
Ude fra Kørene lød der, imellem, et Vildande- skræp.
Der skinned en Stjærne i Vandet, vippede nede deri,
øg en enkelt løs lille Sky drev langsomt afsted og forbi.
Saa blæste det pludselig op — men dengang jeg gik hjem
dukkede af mit Indre et andet Digt der frem.
Jeg ved ikke selv hvorledes, det er ikke skrevet endnu —
men tænker jeg paa hin Aften, da aander en Sang i min Hu. —
Sidste Gang jeg saa den en Sommerformiddag,
over den smutted Maager med lette Vinge slag.
Løbet bugted sig langsomt ud mellem høje Rør,
og blinked blaat og gyldent, fagert som aldrig før.
De duskede Toppe dukked under den raslende Vind,
hjemmevante Ænder svømmede ud og ind.
Frem over Grunden staged en Mand afsted i en Baad,
og en Dreng, der prøved et broddent Brædtr faldt i og blev vaad.
Men nu er det trukket op med Efteraarsregn og Slud.
Blir det ved, er der vel ikke mange, der stirrer over den ud.
Jeg ved, den graaner og sukker, saa langt den strækker sig hen.
Den Sang, jeg vil skrive, skal blive omskiftelig som den.