I.
Jeg rimer saa smaat, mens jeg ruller afsted;
der er store blaa Pletter paa Himlen —
jeg rimer om groende Vintersæd
og Græsset og Følfodsvrimlen.
Hestene drejer ved Vejenes Sving;
der er sommerlig tørt, saa det purrer,
men nøgne staar Pilene rundt omkring
som strittende Kæmpeburrer.
Det suser af Maager paa Mark og Vang,
det glimter af sorte Stære,
og hist er der Harver og Tromler i Gang,
og her man fletter et Gærde.
Under Hænderne snor en stynet Gren
sig smidigt fra Staver til Staver. —
Føllene rører de brune Ben,
der er Knopper i Bøndernes Haver.
Mariehøns kravler i broget Pryd
ad Grøntet paa Grøfteranden.
Dér titter de første Tusindfryd
til dem, til os, til hinanden.
Mit Hjemlands Luft, mit Hjemlands Luft,
du bruner igen mine Kinder!
Sanserne fyldes af Muldjordsduft
og Sjælen af Sol, der skinner.
II.
Det ryger fra Hus og Gaard,
men op over alt en Poppel rager.
Man siger, der bor i dens tynde Top
to hundredaarige Krager.
De er golde og graa — de har aldrig haft,
det man husker, Æg eller Unger.
Men stundom gjalder med gammel Kraft
et Skræp fra de skrattende Lunger.
Mest sidder de tavst paa de sorte Ris
i den faldefærdige Rede.
De kan ikke længer paa Kragevis
efter Føde paa Marken lede.
Og tit paa en Dør i den lange Gaard
de hungrige Øjne de fæster.
Med de stive Vinger de kantet slaar,
naar de henter de hakkede Rester. — —
Jeg synes, jeg ogsaa har levet en Tid,
da Sanser og Sjæl var sløvet.
Blikket gik hvileløst hid og did,
ikke glad og ej heller bedrøvet.
III.
Men end er der Flugt i mit Trækfuglesind —
jeg hører en Pisk, der smælder,
og ind til den karske, den smilende Vind
mit mødige Hoved jeg hælder.
Den har kælet for Knopper og fingerhøjt Korn
og Plages flyvende Manker
og Smaalams Ører og Kviers Horn
og Kalves vaklende Skanker.
Men kunde den vide, saa vidste den nu,
at hvor nys den af Torne blev saaret,
vil snarlig den rive de Roser itu,
der bliver- af Buskene baaret.
Det vil hænde i Aar, som det hændte i Fjor
og for hundred Aar siden og tusend,
men i viljeløs Afmagt alt grønnes og gror —
jeg hører dens smilende Susen.
Og i mangen en Sjæl, der var størknet
og stiv, bliver Vævene linde og bløde.
Det er, som om-dødes og levendes Liv
forynget mig blæser i Møde.
IV.
Her staar en Sten
med et Navn og en Bøn.
Den rejstes af Eskil,
Sulkes Søn.
Børn vi er
af den samme Jord.
Jeg giver dig Liv —
Bliv min Ven og Bror!
V.
Han rakte sin haarede Haand til sin Slof
— javist! Nu vil Stenene tale. —
Fjærnt han havde ved Herskerens Hof
hørt Dødningehanerne gale.
Og hjem han drog i sin Manddoms Aar
fra alt hvad han elsked og kendte;
men aande han maatte den danske Vaar,
før den og før Livet endte.
Han naaede frem til den isgraa Sø
over tyndttilsneede Stepper!
Nu krydser han gennem den lave Ø —
det klukker og fløjter og skræpper.
Taagen letted — ad Træ og Busk
randt Draaber i langsom Kryben.
Han kasted med Huens Guldhaarsdusk,
ved Hjærtet bar han en Hyben;
Den tog han hin Morgen i Myklegaard,
da han greb de hængende Tøjler.
Men hvor er hans Hjem? Hans Hjærte slaar —
han staar i de højnende Bøjler.
Den sidste han er af al sin Slægt;
han mindedes mange, der døde.
Bort var han kommen som halvvejs Knægt
hist smiler en Mur ham i Møde.
Han skænker en Bonde sin stænkede Hest
med den sorte, filtrede Manke
og træder saa ind i hans Gaard som Gæst
over Tærskelens skurede Planke.
Hans blinkende Vaaben hang trygt under Tag
paa Væggenes stolte Gevirer.
Selv gik han med skælvende Aandedrag
derude blandt Byger og Spirer.
Men en Aften, da Bonden stod op fra sit Bord
og de andre forlængst var i Senge,
da havde han byttet en Toft af sin Jord
for store, fremmede Penge.
I Halmen han gemte den kunstige Pung;
da vaagned hans Viv og han tyssed:
Mulden derude laa svanger og ung,
og over den Draaberne dryssed.
VI.
Her stod en Sten
med et Navn og en Bøn.
Vinden hvisker
om Sulkes Søn.
Ude ved Leddet
ser jeg ham staa —
er, som det var
mig selv jeg saa.
VII.
Der hviskes mig ogsaa om andre saa mangt,
for Altere ser jeg dem knæle.
Du farende Vind, du, der flyver saa langt,
hils Brødrenes higende Sjæle!
De aander kun helt, hvor man higer og tror,
som selv de har higet og troet,
men de stunder som jeg mod den hjemlige Jord,
hvor Brødet, der næred dem, groed.
De tusinde dagklare Røster os naar
derude fra Marker og Vange,
men vi lytter dog mest efter Sukket, der gaar
igennem de søgendes Sange.
Og saa jeg jer aldrig, saa kender jeg dog
eders dybe og klangfulde Stemmer.
I talte mig til i det viéde Sprog,
der Gaader og Billeder gemmer.
Det blev til paa den Dag, da for Edens Vang
de gjaldende Porte bleve lukt,
og ej skal det lyde for sidste Gang,
før de evige Længsler er slukte.
VIII.
Hør da, Brødre,
paa mig engang!
Om Eskil jeg digter
en dunkel Sang.
Toras Søn Toke
sad paa hans Knæ,
mens Faderen styred
med Folk og Fæ.
IX.
Jeg hører ham tale med fjærne Ord
om Egne, som aldrig jeg vidste:
Der staar mod en Stad en Duft fra et Flor
af Roser, der lige skal briste.
Der er Lys over tyngende Taarne af Bly
og Mørke om farvede Mure.
I Vildnisset vaagner et knurrende Gny
af Løver i raslende Bure.
Der raabes — der blinker et tveægget Staal,
der springer et Hoved fra Skulder —
Under marmorne Skygger ved Springvandets Skaal
de Ibenholtsterninger ruller.
I Forhallen mødes Semit og Barbar,
der tales med Tunger og Fagter,
og hvor man saa vandrer, der bliver man var
en Vrimmel af brogede Dragter.
Og Dagen er endt, som et Nyn, i et Nu,
hver kildende Lyd er forstummet.
De mægtiges Anelser graaner af Gru
og Kloderne gløder i Rummet.
I Kampestenstaarnene Vagterne staar,
fra Time til Time de vaager,
mens Sindene suser og Længslerne gaar
afsted med de sølverne Taager.
Nymaanen formørkes af summende Myg,
Bassinerne bruser som Vifter,
og Vismanden river sig løs med et Ryk
og et Suk fra de levende Skrifter.
Der glider en Skygge forbi paa en Væg,
der staar Guder i Sale og Gange.
Bag et Forhæng der skimtes en Fod og en Læg —
alt døves af Nattergalsange.
Men Roserne falder og Hybenen staar
paa strittende, dryppende Buske,
og Ynglingen Rynker om Øjnene faar,
og Sjælen begynder at huske.
X.
Toke gik
og længtes i Løn.
Der var rejst en Sten
over Sulkes Søn.
Den sagde, han satte den
over sig selv,
og: „Krist og St. Mikael
hjælpe hans Sjæl”.
XI.
Hans Plads stod tom, og hans Seng var kold;
man reves om Silkekoften.
Bag Døren man slængte hans Bronceskjold —
det dagedes ude paa Toften.
Og Bonden gik rundt i hans gode Sko
med Demantspænder paa Vristen,
og saa til sin brogede Kælveko
og kigged i Havrekisten. —
Marken laa bar — paa Toften man saa
Stærene samles til Trækket. —
Aar efter Aar stod Stenen graa,
undtagen naar Sneen den dækked.
Men i Jorden laa der en rimpet, rød
Frugt, som han selv havde saaet,
og langsomt i Vejret en Busk der skød,
til op over Kammen den naaed.
Den grønnedes med i den danske Vaar
og blomstred, naar Kornet mumled.
Man kaldte den Rosen fra Myklegaard —
over Vangene vide det brumled.
Men intetsteds var der som der en Luft,
liflig og krydset af Bier.
Vindene spredte den tætte Duft,
over Toften traadtes der Stier.
XII.
Der staar en Sten
med et Navn og en Bøn.
Den rejstes af Eskil,
Sulkes Søn.
Tora var død,
det lakked mod Vaar,
og Toke drog bort
til Myklegaard.
XIII.
Jeg synes, jeg mærker en ganske svag
Rosenduft komme og svinde.
Saa ser jeg mig om i den lyse Dag —
mine Øjne, hvor blev I dog blinde!