I.
Nytaarskrudtet har knaldet, det lakker imod St. Knud,
men end er der Ekko i Sindet — der bydes til Gæstebud.
Nu lunter de fede Heste tungt ad den plørede Vej —
den stænker og den støder og gør saa mangt et Drej.
Ovnen gaar tidligt ud i Dag i mangen en Gaard.
Døren er lukket saa. tæt — men aaben Porten staar.
Det knager i Kister og Skabe, imellem Hunden gør.
Drengen gaar over til Stalden og ser til Svin og Køer.
Sølede Vogne mødes og kører hinanden forbi;
de sorte Manker hænger der klare Regnfnug i.
Gaaende staar stille paa Kantens blege Svær —
det drypper i fyldte Grøfter fra vaade Piletræer.
Det gjalder i haarde Portrum, Folk kommer ud ved et Knalds
Smælder og ler, — de fede Ænder har alt strakt Hals.
Trindt i mørke Stalde Hestene faar deres For —
og tung af Væde sover den stille, sorte Jord.
II.
Men inde der bliver i Aften, med Ro, ved Gaffels og Knivs
og Fingres Hjælp sat mangen en god Portion Steg til Livs.
Ud paa Bakker der bæres Tallerkener fulde af Ben
og lange Svedske- og Blomme- og runde Kirsebærsten.
Nu sidder de brune Bønder og passer Punch og Knægt,
Sofahjørnerne knager under de sværestes Vægt.
Knoerne dunker endnu som til Mis og Polskpasspil,
og Luther og Melanchton ser bibelfaste til.
Henad Bordet Fingrene skyder mangen en ærgerlig Bet,
og der bliver tænkt og forklaret, givet Raad og forstaaet og let.
Røg fra mørke Cigarer og Damp fra en brændende Kop
stiger i lumre Skyer om Lampeglassene op.
Inde i Rummet ved Siden den store Bornholmer staar;
gammelklog passer den Tiden, men ingen hører, den slaar.
Marias Hjærte brænder paa Væggen overfor,
og Herrens hellige Hænder foldes til Fadervor. —
Sammen Kvipderne sidder i deres tunge Pynt.
Talen gaar tit i Staa, saasnart den er vel begyndt.
Baade den ene og anden gaar ud og ind og forbi —
nu stryger der oppe fra Salen en Dansemelodi.
Der gaar sort og hvidt og broget rundt i en snæver Svingom.
Det gir Tørst, men det gør ikke noget; der blir Raad, naar Flasken er tom.
Men i Sofaen omme bag Døren har et Par gamle Mænd
sat sig og snakker fornuftigt — og Tiden glider hen.
III.
Der er nogle, som bylter sig ind — de første er længst kørt hjem.
Nu maa Karlen atter hente et Køretøj frem.
Lygten hæves i Vejret, man finder i Posen sin Plads,
og der sættes i Gang under Skæret fra det matte, støvede Glas.
Atter pløjer Jærnet i Hjulenes dybe Spor,
mer sort ved begge Sider ligger den samme Jord.
Pilegrenene svajer i koldere Vindes Sus,
og hjemad Vejene drejer forbi Gaard og Gærde og Hus.
Der føles saa højt til Loftet. Tungtmassede Skyer flyr;
Maanen kaster imellem et Glimt til Folk og Dyr.
Men Lyset i Grøfter og Pytter og Græssets blege Fugt
blir atter af Rummets brede, brusende Skarer slukt.
Folk sidder og nikker paa Vognen — saa vækkes de brat ved et Stød;
der er de dybe Huller, hvor Hestene har deres Nød,
men frem paa ny der traves, rask, i Nattens Fred,
og alt som Skyerne skifter, ser nye Stjærner ned.