Saa fik paany en fejende
Nordvest gjort Vejret klart.
Der trædes haardt paa Vejene,
og alt er højt og bart.
Der naar lidt Sol til Tjørnene
og til de røde Bær.
Paa Renden prøver Børnene,
hvorledes Isen er.
Hvidfrossen tindrer mangen
en Rude mig imod,
men jeg er varm af Gangen
og Varmen i mit Blod.
Og Hunde ser af Hunde
de muntre Dampe staa —
jeg tror, i Dag jeg kunde
til Øens Ende gaa.
Men alle stakkels kørende
ser surt til dette Vejr.
De holder sig for Ørene
og bander deres Tæ’r.
Og muntrede ved Skraldene
tar tunge Heste i —
men Stuerne og Staldene
gaar Vejen langt forbi.
Og den gør stram om Næse,
og den gør kold om Kind —
men jeg lar Vinden blæse
og faar den lige ind.
Jeg mærker, end jeg ejer
en Rest af gammel Kraft,
og af mit Sind jeg fejer
hver Syge, det har haft.
Det ler saa hvidt fra Agrene,
skønt Jorden stikker op.
En Krage kommer flagrende
med Blæst i al sin Krop.
Og inde under Gærderne
der Driver er af Sne —
og jeg har intet Ærende,
vil bare gaa og se.
Men i mit Bryst der nynner
en munter Melodi —
og fremad jeg mig skynder
de mange Skel forbi.
Jeg gaar, hvor det kan falde,
nu skumrer hver en Vej. —
Et Sted de ender alle,
og hvor, det ved jeg ej.
Men der er haardt, hvor Hovene
har sat de faste Spor,
og der er hvidt i Skovene
og Kuler over Ro’r,
og spættet ud til Vandene
paa disse Markers Vis —
og langs med alle Strandene
det graaner tyndt af Is.
Og mine Fodtrin klinger
saa kort og fast og let —
og højt min Stok jeg svinger,
og intet gør mig træt.
De første Mørkets Stjærner
er alt deroppe tændt,
og snart de tusind terner
det brede Firmament.