Jeg har ingen Gaard, men jeg fik mit Felt
og fast til en Jord er jeg bundet.
Rundt omkring har jeg rejst mit Telt,
og renere Luft har jeg fundet —
men jeg savner dog Sjøvlet med Ælling og And
og den straaede Duft fra en Lade —
at ligge og dase ved Aunede Strand
og køre ad Vindeby Gade.
Heste stamper
ved Grøfteskel.
Enge damper
en diset Kvæld.
Jeg gik der engang i vaarligt Mod,
da Skyerne skød imod Fjorden.
Brune de springende Pile stod,
og Kløveren pibled af Jorden.
Det er, som det lakked mod Vaar igen
og jeg stod paa de kendte Steder. —
Der er brunt og grønt, hvor jeg vender mig hen —
min Muldjordssjæl sig glæder.
Hvalpen strækker
sin stumpede Krop.
Gæslingen gækker,
et Føl slaar op. —
Jeg sidder paany i et søvnigt Tog,
der holder mer end det kører.
Det høje, syngende Lavlandssprog
skingrer imod mine Ører.
Ud fra mit Hjørne jeg jævnlig ser —
Radsted — Skoven ved Ryde — —
og jeg hører et Navn, jeg har kendt, og ler:
Goddag, Goddag, Peder Jyde!
Pudsede Gader!
Hjemme igen!
Ny Facader!
Kendte Mænd!
Hist ligger den gamle Købmandsgaard
med Duen af Sten paa Kvisten;
med Kugler i Taarnet Kirken staar,
omspændt af Kastanielisten. —
Over Tagene svinder en Tordensky,
der har sødnet Roernes Safter —
og Hundene giammer i Bondeby,
og der vrimler af Skotter og Skafter.
Arbejdskofter!
Hverdagsrum!
Lave Lofter!
Fluesum!
Det er Sommer, og Hveden staar rank og grøn,
og Spurvene hænger i Straaet.
Rugen hvidner gyldenskøn —
det grønnes, hvor Græsset er slaaet.
Men intet der er som Byg paa Jord
med de bløde, viftende Vipper —
det skulde da være det Havreflor,
hvortil Sommerfuglene nipper.
Agermaaner
paa Grøfterand!
Klokker blaaner
i Solens Brand.
Aa! Giv mig et Krus af det gamle Øl,
der fik min Puls til at banke.
Og fang mig saa ind et Hingsteføl
med sort og flyvende Manke. —
Nu vilde jeg blive den Ryg for tung
og dur ikke heller til Rytter. —
Men Skoven holder sig lige ung — —
jeg gaar og ser og lytter.
Vilde Bier!
Blomsterstøv!
Lange Stier!
Hasselløv!
Men naar Marken er mejet og Jorden vaad,
kan jeg dog ikke holde mig inde.
Fra Pilene drypper en evig Graad,
og Grenene stritter som Pinde.
Langmodige Heste lunter til Bys,
vaade paa Ryggen og Bagen —
og oppe i Dagens Aftenlys
hilser dem Kirkegaardskragen.
Grønsværpletter!
Stærene fløj!
Dage og Nætter
Fabrikkens Røg!