Der falder Aftenskygger paa mit Sind,
og Uglen sidder i den høje Lind.
En Stund endnu — saa vil det blive Nat. — —
Jeg venter en, som jeg har Stævne sat.
Den høje Himmel dunkiere sig hvælver,
den første Stjærne blinker frem og staar,
og Uglen flyver bort, og Sindet skælver,
ja næsten mer end i de unge Aar.
Nu sover Haven, som i Nat den sov.
Jeg tror igen, jeg sidder i en Skov,
ti Mørket vokser op paa hver en Plet
og gør den stor og svulmende og tæt.
Ja, det er Sommer end, men let jeg fryser,
for Luften ligger kølig mod min Kind.
Da kommer den, jeg venter paa, og lyser,
og alle Porer aabnes i mit Sind.
Den hvide Maane med det mørke i
gaar nu igen vort stille Hus forbi
og fylder Træer og Buske paa sin Gang,
hvor Fuglene i Morges sad og sang.
Nu er der stille blandt de mange Blade,
nu er der gyldent, hvor’ der før var grønt.
Der kastes Striber ud paa Plænens Flade —
det blev som Dag, men næsten mere skønt.
Men om en Stund er Maanen skjult igen,
naar paa sin Vej den naar til Muren hen,
og ikkun Linden med den høje Top
kan række til dens sidste Straaler op. —
Medens de nu med Lyset bort sig fjærner,
fjærner — og ser i andre Øjne ind,
da spirer frem i Luften nye Stjærner
og spinder Verdners Gaader om mit Sind.
Nu sover Haven, som i Nat den sov.
Det er, som sad jeg atter i en Skov,
ti Mørket vokser op fra hver en Plet
og gør den stor og svulmende og tæt.
Det var et dyrt, det var et sjældent Møde.
Mit Liv! Hvor mangen Gang har vi igen,
hvor vi paany kan opstaa fra de døde
og sværme nogle Maanestunder hen.