Jeg frygter dem, de Sting,
saa pludselig de kommer.
Du smiler og du siger,
de betyder ingenting.
Det tror jeg heller ej,
men du ved vel, du standser.
Og jeg frygter dem, de Sting,
for du bliver lidt bleg.
Der var Kornmod engang
fjærnt paa Høsthimlen hjemme.
Jeg gik langs en halvmejet
ommørknet Vang —
og Luften var saa tung,
at det kneb med at aande.
Der var Kornmod, engang
jeg var ene og ung.
Men nu bøjer jeg mig ned
for at se i dine Øjne.
Jeg gaar vel ej for hurtigt,
min unge Kærlighed.
Gudskelov, at du er min!
Jeg er ikke bange mere,
men jeg bøjer mig ned,
og jeg sagtner mine Trin.
Nu aander du igen.
Jeg ved ikke, hvad du tænker,
men jeg tager fast din Haand,
og du smiler til mig hen.
Ja, alting kan ske —
Du ved ej, hvor kær du er mig;
men nu aander du igen,
og jeg hører dig le.