Der er de smaa Eroter,
Som leger i Blomsterduft;
der er de graa Heloter,
som slaver for Dagens Fornuft,
men jeg er „en tung Bøoter,
født i den tykke Luft”.
Ene har alt jeg baaret,
og tit var jeg mut og sær.
Nu har dig jeg kaaret;
jeg ved, du fik mig kær —
men Graastænk har jeg i Haaret,
og du er saa ungdomsskær.
Der var engang en anden,
af Digte du længst det erfor.
Nu bøjer jeg atter Panden
tænksomt over mit Bord.
Mit Hjærte er fuldt til Randen,
men end har jeg ingen Ord.
Jeg synes, der var saa mange
Ting, jeg vilde dig sagt.
Kære ! Bliv ikke bange,
men vær glad, som du var, ved vor Pagt.
Tak for alle de Gange,
din Haand i min blev lagt.
Men juble jeg aldrig kunde,
hvor lyst end Livet lo.
I min Sjæl er der mangen en Vunde
af Tvivlens kradsende Klo,
og tit blev jeg træt af at grunde,
før atter jeg sank til Ro.
Og jeg vilde, du helst skulde høre
Jubelens klare Røst;
hvert Ord skulde le i dit Øre
og fylde din Sjæl med Lyst —
men atter vil noget snøre
sig sammen i mit Bryst.
Og om dig der burde synges
som om Efteraarssolens Skin.
Gennem dit Øje slynges
Lysglimt op fra dit Sind.
Se dig ud! Duggtindrende gynges
min flyvende Sommers Spind.