Jeg drømmer, at sikkert i Havnen ind
bredstavnede Skibe styre,
og Sømænd, brune af Vejr og Vind,
vil øde den gyldne Hyre.
Jeg hører, at højt man paa plattysk Sprog
i Skænkestuerne bander,
og Øllet spildes paa beget Brog
fra bugede Sølverkander.
Flaader staar ud og ind hver Dag,
der tumles med Taljer og Trosser.
Alt for det vajende Hansaflag
man lader og man losser.
Og Kræmmernes Snak til mit Øre naar
som Summen af gyldne Bier.
Fra Boderne ud en Duft der staar
af Indielands Krydderier.
Gyderne fyldes til Trængsel tit,
det flimrer af funklende Kæder.
Det rasler af Silke ved hvert et Skridt,
de brede Matroner træder.
Parvis unge Piger gaa
med Fodtrin lette og vævre;
mod trange og dyre Trøjer slaa
Hjærterne smaa og snævre.
Og Færdslen vokser mer og mer,
i Stimlen der Handeler sluttes.
Nogle tysser, nogle ler,
der pines og der pruttes.
Saa fjærner en sig bred og tryg,
og Folk sig for ham bøje;
men Sælgeren ler med krummet Ryg
og missende List i Øje.
Forpint en Munk i Kutte graa
op til et Vindve titter.
Der sømmer en Jomfru med Fingre smaa,
det lyner af Ringes Glitter.
Og Solen ler gennem Ruden ind,
Sølvnaalen paany hun træder
og nynner en vise med Smil paa Rind,
men Munkens Hjærte græder.
Det dises. Raadsherren tankefuld
sit Arbejdsrum forlader,
og Kræmmeren vejer Dagens Guld
i Hændernes svære Flader.
Og Skipperen fylder det første Krus
for efter Dagens Møje
at drikke sig en ølstærk Rus
og sove den ud i sin Køje.
I Østersø gaar Solen ned,
det mørknes under Muren;
men ingen Sjæl af Uro ved,
i Taarnet stiger Kuren.
Fra atten Kirker underbart
sig Malmens Toner svinger,
og mellem de andre rent og klart
St. Karins Stemme klinger.