Det er saa ren og klar en Aftenluft —
derude bredt og dunkelt Havet blaaner,
og Byen med de gamle Dages Duft
lødskiftende imod dets Bredder skraaner.
I stille Haver staar der grønne Træ’r,
frem mellem Løvet flyder røde Tage,
og graa Ruiners Masser her og der
kullede op imellem Kroner rage.
Og Muren staar og slutter Staden ind
imellem Porte og forfaldne Taarne,
og Tanker efter Tanker i mit Sind
opdukker tøvende og stemningsbaarne. —
Og hjemad driver jeg i Maaneskin.
Sov vel, I Syner, der blev mig beskaarne.