Du store By, hvor jeg i mange Aar
har haft et Hjem, men aldrig ret blev hjemme!
Blot ved dit Navn, der nu en Duft mig slaar
imod af mangt, jeg ej for alt vil glemme.
Vel laa din Luft paa Brystet tit mig tungt,
men dog har ogsaa dér jeg aandet ungt —
Paa Skrænten langs den brede Bugt en Stjærnekvæld jeg gaar.
Men under Boulevardens lyse Linde
har Hjærtet banket højt af Foraarstrang —
og mangen Sommerkvæld jeg holdt mig inde,
naar Aandens Drifter mig til Arbejd tvang.
Og Stormen med den regnvejrsrustne Røst
har varslet mig en truet Manddomshøst —
men her er jeg en fremmed Mand blandt Folk med fremmed Hang. —
Det skumred atter i de snævre Stræder,
og Luften farves snavsetgul af Gas.
Lavt hegnet ind af stille, rustne Kæder
ligger nu tavs den titbetraadte Plads.
Hint Hus tilhøjre — der er Lys deri — —
jeg gaar de mange Buster tyst forbi,
og Ørnen ser med sløret Blik mod Skyens Luftpalads.
En frostklar Morgen paa den anden Side
foran Portalen staar jeg med en Ven.
Døberen præker: Økserne vil bide, —
henover Pladsen vandrer jeg igen.
Den unge Lind har tabt det sidste Blad,
som gyldent end igaar i Kronen sad,
men Lytterne har Mestrens Haand for evigt aandet hen. —
Ak! Nu er Løvspringstiden atter kommen.
Henad min gamle Villavej jeg gaar,
og Buch der Lieder har jeg med i Lommen, —
det er en Hverdag i de unge Aar. —
Til samme Have gik vi siden tit,
naar alt var sort at se, naar alt var hvidt,
og Stænk af Regn og Støv af Sne hun havde i sit Haar.
Men mine Tanker fører mig tilbage
til Pladsen med det røde Bispebo,
for det var ej blot i de unge Dage
jeg stolpred der, skægløs og musetro;
men over den har siden tit jeg skraaet
lidt længer frem, og saa var Maalet naaet:
Jeg ringed paa, hun lukked op i muntre Hjemmesko.
Og naar jeg gik, har mine Tanker leget
som i en gylden Rus saa lifliglet, —
og jeg er gaaet bort, mens alt har skreget
i mig af Haabløshed, til det blev træt.
Hvad vilde jeg med mismodsløvet Sans
og ikke ung i denne Elverdans?
Der falder mangt et Stemningslys paa denne lille Plet.
For jeg er ogsaa gaaet hjem, mens Hjærtet
af stille Glæde dybt var videt ud,
o Kvindesjæl, saa det mig næsten smerted,
ti fra min Lykke har du bragt mig Bud.
Du gamle Plads med dine unge Træer!
Jeg kaster over dig et gyldent Skær,
men dette Digt jeg vier dig, min Manddoms karske Brud.