Ugen gennem ebbed Kraften —
det er Søndag, Søndag Aften;
„Hvilestunden er i Vente”,
nu er Klokken næsten ni.
Der er ingen Afbud sendte;
ved en Lysedug der rettes,
Glassene paa Bakken sættes;
nu begynder snart den kendte
Klokke der sit Ringeri.- —
Ud jeg ser i Lygteskæret,
Folk har knappet Frakken stramt.
Det er mørkt og raat i Vejret,
Rudens Glas er regnligt klamt.
Men — naar om en Stund de gamles
vante Kreds igen forsamles
og begynder Passiaren,
mangler een — snart mangler to.
Jeg staar dybt i Gæld til Laren.
Milde Tanker Mindet vækker,
paa min Sofa jeg mig lægger,
suger langsomt paa Cigaren,
grunder i mit Enebo.
Fjærnt et Billed frem der dukker,
og det følges snart af fler.
Stille Øjnene jeg lukker,
men des klarere jeg ser:
Nu er Filosoffen kommen —
med et Manuskript i Lommen.
Paa den bedste Plads han smider
tanketom sig med et: „Ah”.
Rundt i Stuen Blikket glider,
lunt han løfter Pandelægget,
smiler bag Japanerskægget —
gror saa fast, indtil omsider
Pibenød faar ham derfra —
har sin Plads med Ære vundet,
alt han fandt til Vester Vej.
Mange Aar er siden rundet;
først kom han, og saa kom jeg
Ofte, ofte har vi haft
en herlig Hvile Søndag Aften —
er saa gennem lange Gader
gaaet hjem i alslags Vejr.
Høstregn mørkned graa Façader;
i de lune Foraarsnætter
knalded Tivolis Raketter;
sort paa nytilsnete Flader
skygged kuldestive Træer.
Vi har travet i Galoscher
i det vintervaade Sjap,
medens trætte Dyr for Droscher
snubled under Raab og Rap —
for, naar Ugens Slid var omme,
til det samme Sted at komme.
Møblerne stod ny og blanke,
over Stuen var der Stil.
Fruen selv, den hofteslanke,
rejste i Empirekjolen
høj og rank sig op fra Stolen
og, som hun forjog en Tanke,
gav hun Haanden med et Smil.
Fuglefint sig bøjer Næsen,
gennem Stuen lyst hun gaar,
adelsfødt i Sind og Væsen
og med opadstrøget Haar.
Og som sidst to Øjne spiller
mod os bag de faste Briller.
Stole frem han rykker, Svenden
med de kiplingskaarne Træk,
Værten, Ægtemanden, Vennen.
Klart hans gamle Hjemmetrøje
viser, den har faaet nøje
Kendskab i sit Liv til Pennen
og det endnu vaade Blæk.
Glad han leger min Datter,
før hun bliver sendt i Seng —
ler med en homerisk Latter,
rammer man den rette Streng.
Muntre midt i Jammerdalen
svang vi sobert Glaspokalen.
Altid blev dog Hovedsagen
et og andet lille Blad,
som tilfældigt kom for Dagen.
Den, der skulde til at læse,
rømmed sig og pudsed Næse,
og, med Haanden under Hagen,
fremadbøjet, Fruen sad.
Alle havde vi det Øre,
som de andres Røst forstod,
og som taktfuldt kunde høre,
naar der faldt en Draabe Blod.
Klokken var vel flere Gange
bleven noget mer end mange,
havde Filosoffen ikke
lignet gamle Mester Kant,
Manden med de faste Skikke,
efter hvem man stilled Ure,
Gaden lang, naar han gik Ture, —
og præcis sig skyndt at prikke
i det ømmeste han fandt.
Og mens Øjne Øjne mødte,
rejste hver sig fra sin Plads,
og for sidste Gang vi stødte
klingre Glas mod klingre Glas. —
Siden har vi ogsaa trolig
søgt dem i den nye Bolig,
og hvad end der kom i Vejen,
holdt vi fast ved denne Kvæld —
den var nu engang vor egen.
Men — det er de gamle Dage,
som jeg her har kaldt tilbage.
Dengang var der megen, megen
mere Tro i Israel. —
Er det ikkun Sludder, dette,
hvad jeg ikke tror, det er,
brødes I dog af den rette
Malm — jeg borger dyrt for jer. — —
Nys vort sidste Samlag endte. —
Jeg gik til det ubekendte —
haaber, vi i Faarehjorden
ses igen paa Dommens Dag
med de nye Lam i Horden.
Først jeg dog med gammel Glæde
tar i Kvæld iblandt jer Sæde.
Er jeg end usynlig vorden,
hører I mit Aandedrag.
Og maaske om lidt jeg hugger,
som jeg før har gjort saa tit
fire store Stykker Sukker
til en Blanding rødt og hvidt
hilser glad de nye Venner,
hilser den, som bedst jeg kender —
og i Verset jeg forsvinder,
som i Verset ind jeg strøg.
Bedst, I lidt paa Vindvet linder.
Som I fordums Tider sparer
I nok ikke paa Cigarer,
og i Atmosfæren finder
man lidt rigeligt med Røg.
Det er ogsaa bedst, I skynder
jer med at faa Hjærnen klar,
før vor Filosof begynder
med det Manuskript, han har.
Vil der vanke mere, førend
Værten følger jer til Døren?
Tak for i Aften, Venner! Klokken
er kun ti — forhast jer ej.
Resolut jeg tager Stokken,
drejer omad til Hotellet. —
Men naar I har sagt Farvellet,
kan endda en Del af Flokken,
følges ad til Ørstedsvej.
Det er sandt, det kan jo hændes,
de ej mer tar Afsked der, —
men da alting dog skal endes,
vil jeg ende Digtet her.