Jeg aabner mit Vindu —
Husene er mørknet,
to Kærester skilles,
Portdøren slaar.
Mat brænder Gassen,
men højt over Pladsen
Nordstjærnen staar.
Nærmere jeg var den
en anden stille Aften;
langsomt jeg nedad
fra Landakot gik.
Nu mødes med samme
trofaste Flamme
dens og mit Blik.
Jeg husker alt og alle:
Stuen paa Vinaminni,
Fruens muntre Hilsen
og Regnvindes Sus,
Folk, jeg har passeret,
og Effa ved Klaveret
i Indridis Hus.
Sne over Esjan
en mild Septembermorgen!
Paa en langhaaret Blis
en Bondedatter red.
Saddelfast bænket
styred hun stænket
Langgaden ned.
Bøgerne ved Sengen,
Domkirkens Urslag!
Hjælpeløs og søvnløs,
Salve og Morfin!
Og stundom fra Gyden
i Høstnatten Lyden
af Stemmer og Trin.
Trygge Venners Komme,
sortvippede, brune Øjne,
Engelsk og Islandsk
og Dansk, som det faldt!
Valmu i Vasen,
Drømmen og Dasen,
Fjærnhed overalt. —
Oppe hele Dagen,
Gang ved Stok i Stuen,
Lægens glade Øjne,
den første Cigar!
Digtet, der var spiret,
vokste paa Papiret —
Hilsener, Svar!
Rosen, Fru Marja
bragte mig forsigtigt,
den hvide, der var vogtet,
til jeg kom mig, som en Skat.
Alle dens Blade
faldt ned paa Bordets Plade,
saasnart den blev sat.
Ude i Solen
mange Kopper Kaffe!
Hjem, mens Himlen blussed
af Nordlysets Skin.
Nyvundne Venner
trykked mine Hænder —
opvaagnet Sind!
Liv inden Døre!
Buskene i Haven
lægger sig og inde
klirrer Glas og Kop.
Blændinger sprøjter
til vældige Højder
Vandkamme op.
Fiskere slæber
en mægtig Helleflynder
— Bølgerne danser
paa Reykjaviks Red. —
Slanke Mastestøtter!
Drenge, der spytter
ad Skibssiden ned.
Grøndal den gamle
sidder i sin Hule.
Datteren kom
over Fjældet paa Besøg.
Byron i Reolen,
Trækket slidt paa Stolen,
og Raad til en Spøg! —
Baaden staar fra Stranden,
Vennerne derinde,
Steingrímur svinger,
graahaaret, med sin Hat.
Skumring ind ad Øjer,
gyngende Køjer,
Havridt og Nat!
Dagen derefter
stod jeg højt paa Dækket,
stirrede rundt,
alt var Væde og Slud.
„Se”, siger nogen,
„de Bjærge bag Taagen”,
og alt slettes ud.