Dette Sted, der var ham kendt som Hjemmet,
har jeg ogsaa søgt og faaet kært,
men jeg gik der altid som en fremmed,
og dets Løndom fik jeg aldrig lært.
Naar jeg drev i Gangene alene,
var der aldrig noget, der var sket,
men jeg stirred paa de samme Stene,
som jeg ser, at ogsaa han har set.
Stod jeg saa ved Storms for den at læse,
gik hin Døl i sit Elysium,
glemt — mens den vidunderlige Næse
snuste, humoristisk opadkrum.
Dér var hans, og dér var Samsøes Grave,
der var Minder om en gammel Stil.
Der var Blomsterflor som i en Have,
der var Hængeask og Sørgepil.
Ludvig Bødtcher med den lille Lyre
laa og drømte om Italiens Vin,
og med Hjærnen sprængt og med sin dyre
Og jeg mærked altid ved at gaa der
svundne Tiders Luftning mod mig slaa. —
Hvis jeg havde vidst, hans Moder laa der,
havde did jeg søgt for der at staa.
Nu blev det paany det samme Par der
altid fik en flettet Tankekrans, —
men den allersidste Gang, jeg var der,
dvæled jeg, mismodig, kun ved hans —
saa igen den milde Taagehimmel
over Træer, Gange og Kapel,
og den tavse, vinterklædte Vrimmel,
der var mødt og sagde ham Farvel
Vennerne, der Kisten gik ved Siden,
ham, hvis Sang er skær som Maanens Ny,
ham, der kaad og skælmsk i Rosentiden
hented Honning i den lille By.
Og jeg tænkte, mer end ved de andres,
paa hvor lidt jeg selv har faaet gjort,
og hvor støt ustandseligt der vandres
Stund for Stund fra Livsens lave Port.
Nu laa Himlen over disse trange,
mørke Rum havstrakt og æterren,
og det dufted i de lange Gange,
naar jeg standsed ved en blaa Syren.
Gik saa bort, som jeg og Døden skulde
daglig prøve Kræfter, ene to,
til jeg snart og pludselig til Mulde
styrted baglænds for dens Løveklo.