Der var en lille Pige,
som spurgte: „Hvem er han?”
— „Han var de faa en Digter
og dig en ukendt Mand.
Men jeg, der knap har kendt ham,
har tit og mangen Gang
i Tak en Tanke sendt ham
for mer end for hans Sang.
Han var omtrent den første,
der saa mit Krads var Aand.
Stilfærdigt han mig rakte
en tryg Medviderhaand.
Saa mødtes vi usete
paa Sangerlandets Kyst.
Jeg jubled, da det skete,
og om mig alt blev tyst.
Men skilt vi var i Staden,
vi begge leved i.
Jeg husker ham fra Gaden,
naar rank han strøg forbi.
Det rykked i de Traade,
der tæt mig til ham bandt —
men med sit Væsens Gaade
i Vrimmelen han svandt.
En stille Sommersøndag,
da man fra Byen trak,
mødtes vi i en Have,
hvor Smaafolk sad og drak.
Det lysned i hans Øje,
da han mit Navn erfor —
og end jeg husker nøje
hans faa og jævne Ord.
Nu tænker jeg saa ofte,
hvorfor jeg ej har søgt
ham op, mens det var Tiden,
og lyttet til hans Kløgt.
Men bange for at trætte
og angst for, at maaske
han dog ej var den rette,
lod jeg mig ikke se.
Men tit min Tøven græmmer
mig nu, da han er død —
og en Juvel jeg gemmer,
blodfyldt, karfunkelrød.
Den spejler dyb og fejer
hans Holdning og hans Gang,
og tungt og fast den vejer
som Hælvten af hans Sang.