Han kendes, den Herre, for hvem man vil feste,
og Grunden er ej, at han holdt til de tres.
En Digtningens Slave, en Sangernes bedste
han er, og fra Vuggen var Rangen ham vis.
Og selv har han set, han var kaldet og kaaret;
han trodsede paa det og sagde det tit;
men i Slag og i Slingring har Kransen han baaret
og bærer den endnu, skønt Haaret er hvidt.
Hans Tanke har famlet, hans Øre har svigtet,
men Røsten har lysnet i Hytte og Hal.
Vort Land har ej Sange som dem, han har digtet,
og jeg hejser mit Flag for al Dannemarks Skjald.
Ti alle, hvem Kunsten har skaaret i Kødet,
hvad eller blot ridset i Huden en Gang,
har alle ham mødt, og de husker fra Mødet
en Stemme, de studsede ved, da den klang.
Den drog med det Sug, hvormed Vandene hvisker
til Maaneskinsstrande en Sensommerkvæld;
den smitted med Lunet, den smørrede Fisker
slap ud, mens han rensede Haanden for Skæl.
Den trygled fortvivlet, den dundred forsoren,
den nynned vemodig, den stønnede mat
og messed om hærdede Sønner af Jorden,
der elverbetoges en Midsommernat.
Og mens der med Tiden blev færre og færre,
man lyttede til af de mange, som skrev,
saa glemte man ikke hin Versenes Herre —
ham var det blandt alle, der Sangeren blev.
Nu er der vel dem, som har dybere pløjet
og drukket af Drømmen en tungere Rus,
men ingen der er, som er videre fløjet
i evige Rhytmers begejstrede Sus.
De friskede Sindet, saa Himlene blaaned,
de krusede Sjælen, der dovnede sløv. —
Nu hylder vi ham i Oktober, hin Maaned
med dryssende Regn over faldende Løv.
Og kommer den Tid, han skal kæmpe med Ælde,
knæbøjer hun ham, som hun knæbøjed Thor —
saa give ham Guderne Visdommens Vælde
og laane ham Røst til et Undergangskor.
Men hvordan saa Skæbnen hans Veje vil føje
herhjemme og ude i kommende Aar,
han blir, hvad han er og har været, den høje,
hvem faa af de andre til Skulderen naar.
Og skal til de store, der digted, han drage,
forglemmende alt, over Glemselens Flod,
da staar der ved Bredden en Skare tilbage
og nynner de Sange, han skrev med sit Blod.